Angriber Mette F: Har Aalborg Kommune brug for 76 kommunikationsansatte?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Tirsdag var der spørgetid i Folketinget. Jeg var ikke i tvivl om dagens tema.
Om morgenen havde et dagblad kunnet berette, at der i SMV-regeringens etårige levetid var ansat 1.395 flere til administration og ledelse. ”Kolde hænder”, som overskriften lød.
En uacceptabel udvikling.
Men efter meningsudvekslingen med statsministeren var det ikke så meget de hårde facts, der havde fæstnet sig. Nej, samtalen bød på en erkendelse, der var langt mere alvorlig; nemlig det sidste svar, statsministeren gav: "Det har overrasket, hvor svært det er at vende udviklingen", sagde hun.
Et befriende øjebliks måske uopmærksom ægthed afrundede dermed debatten. På ét område har efterkrigstidens vel nok mest magtfuldkomne statsminister måttet erkende sig sat til vægs. Udviklingen i retning af stadig flere administratorer og djøffere synes "svær at vende". En tankevækkende erkendelse.
Èt ville være, hvis statsministeren havde sagt, at det var svært at skille sig af med folk, der allerede er ansat. Det ville man kunne forstå. Men endog at standse væksten i offentligt ansatte bureaukrater er en nærmest umulig opgave, må man forstå. Dét er tankevækkende…
For er DJØF blevet den fjerde statsmagt?
Bekymrende tal
Tallene taler et bekymrende sprog. Vi nærmer os 2000 medarbejdere, som rundt i landets kommuner tjener over en million kroner – en guldrandet adel af administratorer, hvis antal bare stiger og stiger.
De seneste 15 år er antallet af offentligt ansatte akademikere steget med 86 procent. Antallet af journalister med 117 procent.
I Aalborg Kommune er nu 76 medarbejdere ansat til ren kommunikation. I Aarhus er det 53. I København 72. I samme periode er antallet af skolelærere faldet med 8900 personer. Antallet af pædagoger faldet med 1300 personer. Og antallet af sosu-assistenter faldet med 2700.
På Christiansborg kender jeg ingen, som mener, at den offentlige sektor mangler administratorer, kommunikationsmedarbejdere, konsulenter eller ledelsespersonale.
Det, vi mangler, er ansatte, der i den virkelige hverdag skaber tryghed, sundhed, varme og glæde for vores medborgere. Varme hænder, som man kalder det. Men vi har fået det modsatte.
Og stillet over for kendsgerningerne erkender statsministeren for en sjælden gangs skyld åbenhjertigt: "det har overrasket, hvor svært det er at vende udviklingen"…
Djøfferne styrer
I Guldborgsund blev en skoledirektør for nylig afskediget. KLs aftaler sikrede ham 18 måneders løn. Knap to millioner kroner, som kunne være brugt til at ansætte borgerhenvendt personale, men som nu ender i lommen på en medarbejder, der end ikke arbejder for borgerne.
Hvordan er det kommet hertil?
Måske fordi symbiosen mellem den offentlige sektors egentlige ledere og deres fagbevægelse er blevet for stor. Faktum er åbenbart, at det er djøfferne, der styrer, og når politikerne prøver at trimme djøfferne, så er det politikerne, der må kaste håndklædet i ringen.
Det er uholdbart.
Det er på tide med et reelt opgør med djøffiseringen af den offentlige sektor. Og hvis Mette Frederiksen ikke magter opgaven, må en anden tage over.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.