Som barn glædede jeg mig hver dag til sen eftermiddag, når avisen dumpede ind af brevsprækken. Var jeg hurtig, kunne jeg snuppe den og more mig over tegneserien ”Ferd´nand”, før jeg noget modstræbende måtte aflevere den til min far, der, hvad der var en selvfølgelighed dengang, havde førsteret til dagens avis. Som opvokset i Esbjerg var mit første bekendtskab med avisgenren ”Vestkysten”, men vi omtalte den aldrig som andet end avisen. 

Det faldt nemlig ingen ind, at man kunne abonnere på andre dagblade end netop den.

Gennem mine mere end 50 voksenår har jeg altid haft abonnement på to-tre aviser. Nordjyske og Jyllands-Posten som de to faste gennem alle årene og den tredje lidt på skift mellem Aktuelt, dengang der var en avis, der hed det, Information eller Berlingske.

Det har været en daglig glæde at læse aviser. Hente dem ind fra postkassen før duften af tryksværte var fordampet, sidde med kaffen og morgenbrødet spændt på, hvilke historier og nyheder, der ville dukke op efterhånden som avissiderne blev vendt. Bande lidt over det, hvis avisbuddet var forsinket, og jeg måtte tage på job i uvidenhed om, hvad der stod øverst på dagens dagsorden. Glæde sig til weekenden, hvor der var endnu tykkere aviser og mere tid til at læse dem. Jeg husker fryden, når avisen dumpede ind i en feriebolig i udlandet, eller når jeg faldt over danske aviser i en europæisk storby. Så var det bare med at finde den nærmeste cafe, få et glas kold hvidvin på bordet og så ellers i gang med avislæsning i en time eller to. Det var topmålet af hygge.

Engang var de trykte aviser og TV Avisen kl 18.30 mine primære kilder til nyheder, til viden om aktuelle problemstillinger og til fordybelse i emner, jeg slet ikke var klar over, at jeg ville finde interessante. Sådan er det ikke mere. Jeg læser stadig aviser, men i takt med at nyhedsstrømmen har ændret sig, er min aviskultur også blevet anderledes. 

Engang kunne jeg glæde mig til TV Avisen kl 18.30, sætte mig godt tilrette i spændt forventning om dagens nyhedsstrøm. 

I dag kan jeg få spritnye nyheder ind når som helst, jeg åbner for fjernsynet eller klikker mig ind på mediernes digitale nyhedssider. Og jeg gør det. Det, der er tilgængelig, bliver brugt. Jeg klikker og scroller og skimmer flere gange om dagen. 

TV News bliver tjekket morgen, middag og aften, og morgenens to–tre aviser indeholder nu kun gamle nyheder, som jeg dårlig gider orientere mig i. Avislæsningen er hurtig overstået. Nu bander jeg lidt, når jeg synes, at der er for langt ”mellem snapsene” og de gode historier, og eller jeg slår mig til tåls med, at aviserne har opprioriteret sudoku og Kryds og Tværs. Så giver det da lidt hygge og mening at have aviserne som daglige morgenkaffegæster.

Men den tid er nu også forbi. 

Nordjyskes papirudgave er fra årsskiftet steget i 30 pct. i pris og koster nu hele 8.500 kr for et årsabonnement. Det er mere end det dobbelte af e-avisen, og så megen værdi giver den daglige kryds og Tværs trods alt heller ikke. Når sandheden skal frem, får jeg dog stadig Jyllands-Postens papirudgave om lørdagen, så nu skal jeg bare vænne mig til at få tillægget Hjernesport til at slå til hele ugen. Det går jo nok. det er nye tider at være e-avis læser.

Det har selvfølgelig sine fordele. Jeg kan tage ipad-en med overalt, og aviserne er derfor altid tilgængelige. Men jeg må konstatere, at e-aviserne også er medier, der fremmer klik, scrol og skim. Det er det hurtige gennemsyn og meget lidt fordybelse, og med TV2 News som et mere og mere påtrængende lydtapet, melder den tanke sig nemt, om den daglige avislæsning nu også er inspirerende, udbytterig og værdifuld nok til, at jeg fortsat kan kalde mig for ”abonnine”.

Engang var Nordjyske en fælles referenceramme for arbejdspladserne og i sociale sammenhæng, men i dag kender jeg stort set ikke nogen, der abonnerer på Nordjyske og kan tale med om, hvad der rører sig i byen, og hvad de lokale nyheder byder på. 

Jeg synes, at det er et tab i forhold til mine sociale relationer, men det understreger jo også det særegne i at blive ved med at glæde sig til den daglige avis.

Nordjyske har varslet store ændringer i den kommende tid. Målet er at øge digitaliseringen og gøre debatten til det digitale fyrtårn. Der vil komme mere hurtighed, mere overfladiskhed og mere klik-klik-scrol-skim og luk. Målet er også at tiltrække flere yngre læsere, men om den nye strategi kan løfte den opgave, kan kun tiden vise.

Jeg holder stadig aviser, og jeg håber det bedste for Nordjyskes epokegørende planer, men jeg kan godt mærke, at nostalgiens lys skinner stærkere og stærkere på min avislæsning. Avislæsning skal være forbundet med videbegærlighed, nysgerrighed og nyhedssult, og selvom der nok er nogle vers tilbage endnu, så er svanesangen for mig som avislæser begyndt.