Fordømmelse hjælper ingenting. Putin vil kun have respekt for handling

Midt under den årlige sikkerhedskonference i München - hvor toppolitikere fra store dele af verden er samlet - kom meddelesen om, at den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny var død. 

Angiveligt faldt han bevidstløs om under en gåtur i straffekolonien i Sibirien, og - lød det fra de lokale myndigheder - ihærdige forsøg på genoplivning var nytteløse. 

Den forklaring er der ikke mange, der tror på. 

Politikerne - inklusive den danske statsminister - anklagede direkte Putin, fordømte dødsfaldet med stærke ord, og der var bred enighed om, at dødsfaldet vil få konsekvenser. 

Men ordene vil ikke bekymre Putin det fjerneste. Og hvilke konsekvenser skulle det i øvrigt få? 

Fordømmelsen er han vant til, og i det her tilfælde ligner det, at det var præcist den reaktion, han ville opnå. 

For de mange ord udstiller en ting: Putin gør som han vil uanset hvad vestlige politikere mener. Respekten er totalt fraværende, frygten for Vestens svar er ligeledes til at overse.  

Sikkerhedskonferencen skulle have været det modsatte, men endte med at udstille europæisk  magtesløshed. 

- Det er Ruslands krig mod alle regler. Men hvor længe vil verden tillade, at russerne får lov til det. Det spørgsmål skal vi finde svaret på, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskiy, da han lørdag formiddag gik på talerstolen på konference-hotellet. 

Desværre ligner det, at verden vil tillade det i en rum tid. 

Store dele af verden vil ikke andet, og Europa kan ikke andet. 

Om en uge er det to år siden, at Putin sendte hæren ind i Ukraine, og intet tyder på, at den slutter foreløbigt. 

Vesten har støttet Ukraine med betydelige summer, men foreløbigt har det ikke været nok, og på begge sider af Atlanten er der ved at være en betydelig træthed over at sende dyrt militærudstyr afsted. 

I USA nægter republikanerne stadig at stemme ja til en 60 milliarder dollars stor militær hjælpepakke til Ukraine, og ventetiden har  - siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg - store konsekvenser ved fronten. 

Det kan blive værre endnu. 

Vinder Trump præsidentvalget i november vil USA i bedste fald skære støtten markant ned - i værste fald helt stoppe den. Så vil der bare være Europa tilbage til at hjælpe, og den opgave er vi ikke klar til.  

For også på oprustningsfronten er der blevet talt mere end der er handlet. 

Nok har de fleste europæiske lande hævet forsvarsbudgetterne, men indtil videre har det ikke haft nogen større betydning for vores evne til at forsvare os selv.  

Helt omvendt er situationen i Rusland. 

Samtlige efterretninger - inklusive en fra Forsvarets Efterretningstjeneste - fortæller om et land, der er omstillet til krigsøkonomi. Tanks, granater og ammunition bliver produceret i et tempo, der ikke er set siden den kolde krig.  Om to til fem år vil Rusland - selv med krig i Ukraine - kunne genopbygge sine styrker, så de udgør en troværdig trussel mod de baltiske lande. 

Det er tvivlsomt om Europa vil kunne nå at opbygge vores styrker så de udfør et troværdigt forsvar mod den trussel.  

Men som minimum er vi nødt til at prøve - også selv om indsatsen skal hæves i en grad, så det kan mærkes andre steder i velfærdssamfundet.  

Siden den kolde krigs afslutning har vi ladet USA tage regningen og ansvaret. Vores forsvar har groft sagt været en telefonsvarer, der henviser til Natos artikel fem om, at et angreb på et alliance-medlem vil blive betragtet som et angreb på hele alliancen og blive besvaret som et sådan. 

Den sikkerhed har vi ikke mere, hvis Trump bliver præsident. 

Nu er det let at konstatere, at den politik har været en fejl. 

Vi har kort tid til at forhindre, at den muligvis går over i historien som en katastrofal fejl.