Debat

Formænd i opråb: Deltag i OK-valget - det handler om dit arbejdsliv

Det er enestående, at lønmodtagerne i Danmark har denne mulighed, skriver Katharina Hauge Antonsen (billedet) og Pernille Sommersang Siegenfeldt. 
Det er enestående, at lønmodtagerne i Danmark har denne mulighed, skriver Katharina Hauge Antonsen (billedet) og Pernille Sommersang Siegenfeldt.  Foto: Anne Mette Welling

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

En fuldtidsansat medarbejder tilbringer typisk i gennemsnit ca. 20 dage eller 168 timer om måneden på arbejdet. Hertil kommer overarbejde. Det er rigtig mange timer – og derfor er det vigtigt, at arbejdslivet fungerer godt – under ordnede og gode rammer, som giver grundlag for udvikling og trivsel samt en god løn.

Rammerne og vilkårene for det vigtige arbejdsliv som offentligt ansatte er lige nu til afstemning. Fagforeningerne og arbejdsgiverne på det offentlige arbejdsmarked aftalte nemlig i marts et nyt forslag til overenskomst – et forslag, som medlemmerne nu kan stemme ja eller nej til.

Den danske model bygger på høj grad af medindflydelse til medarbejderne. Med overenskomster og aftaler kan lønmodtagere påvirke f.eks. løn, arbejdstid, ferie, barsel, pension, ekstra feriedage, frihed ved børns sygdom, kompetenceudvikling og vilkår for medarbejdere med særlige behov.

Gennem fagforeningerne kan medlemmerne indsamle krav og ønsker til overenskomsterne og deltage i afstemningerne om dem. Overenskomsterne udgør dermed et vigtigt demokratisk element på det danske arbejdsmarked.

Det er enestående, at lønmodtagerne i Danmark har denne mulighed. Kun få af verdens lande har gode demokratiske muligheder for, at lønmodtagerne kan præge deres arbejdsliv gennem deres fagforeninger, som forhandler overenskomster med arbejdsgiverne. Og fagforeningernes medlemmer fremsætter både ønsker til overenskomsterne og stemmer om, hvorvidt det resultat som fagforeningerne og arbejdsgiverne har forhandlet sig frem til, skal godkendes eller nedstemmes.

Overenskomster på arbejdsmarkedet indebærer, at demokratiske principper føres med ind på arbejdspladserne. Det er dermed ikke bare ubetinget arbejdsgiverens ledelsesret, der hersker, som tilfældet er i en del andre lande.

Valget om de aktuelle overenskomster for de offentligt ansatte foregår nu i marts og april. Alle erhvervsaktive medlemmer af de rigtige overenskomstbærende fagforeninger kan stemme ved afstemningen.

Vi håber, som formænd for i alt samlet ca. 8000 nordjyske HK’ere i den offentlige sektor, at rigtig mange vil stemme ved afstemningen om de nye overenskomstforslag. Dermed kan medlemmerne vise deres holdning til de nye overenskomstforslag, som er blevet forhandlet i vinter og forår.

Den ny overenskomst vil gælde frem til 2026. Så du og dine kolleger kan roligt fortsætte med at snakke om, hvilke krav og ønsker I har til jeres arbejdsliv. For allerede i 2025 får medlemmerne igen ordet, når fagforeningerne indsamler ønsker til de nye overenskomster, som skal gælde fra 2026. Kort sagt: Arbejdslivet giver gode muligheder for indflydelse – og som medlem af en fagforening med overenskomster, så får medlemmerne både ordet i debatten og stemmesedler til valget.

Vi håber, at de offentligt ansatte medlemmer af fagforeningerne fortsat vil blande sig aktivt i alle vores overenskomster både ved at fremsætte krav og ønsker – og ved at stemme ved afstemningen om overenskomsterne. Arbejdslivet fylder en stor del af vores liv. Derfor er det vigtigt, at vi bruger vores indflydelse og stemmer ved OK-valget.

Vi ønsker alle et godt overenskomstvalg – og en høj stemmeprocent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden