Prisen bliver vores små børn, værnetvang og friheden til selv at indrette vores familieliv.

Altså undskyld, men tror regeringen bare, at de kan udsætte os for alskens jævnt dårlige beslutninger, så længe de elegant putter det ind under den politiske ligestillingsparaply?

Øremærket mistrivsel

Et højaktuelt eksempel på, hvordan vi alle taber i ligestillingens navn, er den nyligt vedtagne barselslovgivning. 

Altså den der lov, hvor staten dikterer tre måneders barsel til far.

Der er bare lige det lille aber dabei, at den skal være brugt inden barnets første leveår – fordi ellers; jamen så bortfalder den. 

Bare ærgerligt Sonny-boy eller -girl. Tre måneder mindre med den primære omsorgsperson i de vigtigste år i babys liv. 

I en ny undersøgelse udarbejdet for Børne-og Undervisningsministeriet, ser vi, at ikke et eneste af de undersøgte dagtilbud for de 0-2-årige opnåede topkarakteren ’Fremragende’. 

38 procent blev målt til at være decideret ’utilstrækkelige’, og 87 procent af dagtilbuddene kan ikke engang sikre: ’optimal trivsel, læring, udvikling og dannelse’.

Dertil kommer den effekt, som barselslængden har på børns trivsel og udvikling. 

Rockwool Fondens undersøgelse fandt, at teenagere simpelthen trives bedre, hvis de som spædbørn har haft længere tid hjemme med en forælder på barsel. 

Et barns trivselsmål i 7. og 8. klasse forbedredes med 4,8 procent for hver ekstra måneds orlov afholdt, da de var helt små. 

De har også bedre såkaldte socioemotionelle kompetencer, er mere vedholdende, samvittighedsfulde og emotionelt stabile. Altså sådan ret fede karaktertræk, som også er afgørende for børnenes senere trivsel og liv. 

Jeg ville så gerne spørge Marie Bjerre, om hun i ramme alvor mener, at det er fair at lade børnene betale så høj en pris i ligestillingens navn politisk.

For arbejdsmarkedets skyld

At diktere hvordan familier indretter deres liv på barselsfronten, så resultatet desværre bliver, at bittesmå mennesker sendes endnu tidligere i utilfredsstillende pasningstilbud, er ikke ligestilling. 

Hvis de reelt ville gøre noget godt for familierne og børnene, kunne de da have lagt den øremærkede barsel oveni. Så man ikke risikerede, at børnene blev taberne.

Se dét havde været noget værd at fejre!

Den her lovgivning har aldrig været for barnets skyld, men for arbejdsmarkedets. 

Lad dog barslen følge barnet. Det er trods alt hovedpersonen i barslen. Altså barnet. Og lad familierne selv indrette deres liv. I nogle fleksible rammer med øje for menneskene deri. Ingen familier er ens. Mens alle børn fortjener så megen tid som muligt med en primær omsorgsperson. 

Der er babyer nemlig ens; de har alle præcis lige meget brug for det.

Hvor svært kan det være?

Med tvang skal land bygges

Mens vi bliver økonomisk straffet for at gøre det, de beder os om - det vi er skabt til; nemlig at skabe nyt liv - fejrer de da lige en ny ”sejr” i ligestillingens navn. 

Nemlig at piger nu skal tvinges i militæret. 

Lovgivning, som tvinger piger ind i en historisk ramme defineret af mænd og for mænd, er ikke ligestilling - og slet ikke ligeværd. En historisk ramme, hvor chikane er udbredt, og hvor kvinder får dobbelt så mange fysiske skader som mænd, er (heller) ikke en sejr for ligestillingen.

Så længe vi har en livmoder, og mænd ikke har, får vi aldrig ligestilling. Og det skal vi heller ikke have, - det ville være forkert at stile efter, for vi er ikke ens. Men vi er lige meget værd. 

Der er så mange biologiske forskelle på vores køn, at vi ikke blot kan koge det ned til ét køn: soldat.

Med tvang skal land bygges. Her i det danske velfærdssamfund. Halle-f**king-lujah.

Ønsker vi ikke alle, at det skal være lyst og motivation der driver værket her - og ikke tvang?

Jeg gætter på, at de bedste soldater kommer ud af dem, som faktisk selv gerne vil, og så længe der er nok af dem, hvorfor så ændre ret til tvang?

Fix løngabet i stedet

Det kan godt være, at jeg ikke repræsenterer alle kvinder, men jeg vil vove den påstand, at jeg ikke er alene om lynhurtigt at kunne få øje på andre områder, der kalder mere på opmærksomhed på ligestillingsfronten. 

Vi bliver simpelthen nødt til at være mere ambitiøse og starte et helt andet sted, i et større perspektiv end ved tvangsværnepligt og tvangsbarsel, hvis vi da reelt set ønsker at skabe en positiv forandring på området.

Jeg magter ikke høre én mere politiker snakke om ligestilling uden at forholde sig til det kæmpe løngab, der opstår, så snart vi kvinder har født vores første barn.

På kort sigt falder vores arbejdsindkomst med i gennemsnit 30 procent efter førstefødte barn. Og selv efter ti år halter indkomsten stadig i gennemsnit 20 procent efter.

Det er da denne akilleshæl, regeringen burde tilse, hvis de ønsker at lave en meningsfuld forandring i ligestillingens navn og ikke blot levere pletvise hjerneblødninger, solgt til folket som ligestilling. 

Og så skal vi lige huske, at vi heller ikke får pension under barsel. Kanon.

Fra samlebåndet og direkte til putning

Hvorfor værdsættes og anerkendes det ikke i højere grad at ruge, føde og opfostre nye små borgere i det danske velfærdssamfund? Når regeringen galper op om, at det er vores samfundspligt at føde dem.

Er det ikke jeres samfundspligt, kære regering, at gøre det bare en lille smule mere attraktivt at føde de børn og skabe en meningsfuld familietilværelse?

Gud ved, det i forvejen er en presset disciplin i dagens Danmark, altså at føre en meningsfuld, nærværende tilværelse med sin familie, mens børnene er små. 

Altså så skal det da lige være fra kl. 16:30 og indtil putning - eller hvornår var det nu, Mette gav os fri fra samlebåndet?

Danmarks velfærdssamfund anno 2024 tilbyder i ringere og ringere grad den velfærd og fleksibilitet, som vi bør have. Det er efterhånden blot en stat. Med mindre og mindre velfærd. 

Mere maskine. Mindre menneske. 

Og det synes jeg desværre også, de seneste politiske ”sejre” i ligestillingens navn afspejler. Det er super sørgeligt.