Debat

Kontrakten slår fast: En konsultation kan omhandle et eller flere helbredsmæssige problemer hos patienten

- Vi hører også borgere klage over, at de er nødt til at bestille flere tider, hvis de har brug for både at blive set af en læge og også skal have taget en blodprøve hos en sygeplejerske. Og det er den praksis vi gerne vil ændre på, ved at oplyse borgerne i regionen om, hvordan reglerne er, skiver Lene Linnemann (SF).
- Vi hører også borgere klage over, at de er nødt til at bestille flere tider, hvis de har brug for både at blive set af en læge og også skal have taget en blodprøve hos en sygeplejerske. Og det er den praksis vi gerne vil ændre på, ved at oplyse borgerne i regionen om, hvordan reglerne er, skiver Lene Linnemann (SF). Foto: Lars Pauli

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Formanden for PLO - praktiserende lægers organisation - lyder til at være noget frustreret over, at regionen har givet en reprimande til læger, som på deres hjemmeside skriver, at patienterne kun kan have ét problem med, når de konsulterer en klinik.

Men aftalen er indgået mellem PLO og Danske Regioner, og det fremgår ikke af overenskomsten, at patienterne ikke har mulighed for at tale om mere end én ting pr. konsultation - tværtimod står der, at:

"En konsultation kan være af kortere eller længere varighed og kan omhandle et eller flere helbredsmæssige problemer hos den pågældende patient."

PLO-formanden skruer godt op for retorikken og vil gerne have os til at forstå, at lægerne selvfølgelig ikke kan tilbyde patienterne, at der kan bestilles en hel times konsultation til en gennemgang, hvor man starter ved hovedet og kommer helt ned til fødderne. 

Patienterne kan selvfølgelig ikke komme anstigende med seks forskellige problemer, fremgår det af artiklen. 

Det tror jeg heller ikke, borgerne gør.

 Jeg er ret sikker på, at borgerne her i regionen ikke forventer, at det er en mulighed. Omvendt så hører vi altså ret ofte borgere fortælle, at de får besked om, at de er nødt til at bestille en ny tid og komme igen en anden dag, hvis de har mere end ét problem. Vi hører også borgere klage over, at de er nødt til at bestille flere tider, hvis de har brug for både at blive set af en læge og også skal have taget en blodprøve hos en sygeplejerske. Og det er den praksis vi gerne vil ændre på, ved at oplyse borgerne i regionen om, hvordan reglerne er.

I en artikel om sagen i Nordjyske, onsdag den 7. februar, fremgår det, at en praktiserende læge honoreres med kr. 156,39 uanset længden af konsultationen. Måske der er faldet et par linier ud, for det er jo ikke hele sandheden. Basishonoraret på kr. 156,39 tillægges et beløb til honorering af den ydelse patienten modtager. Eksempelvis kr. 106,81 for at få fjernet "noget" i øjet. Kr. 300,55 for vejledning om svangerskabsforebyggelse og brug af P-piller. EKG udløser et tillæg på 130,98 og har man brug for en samtale pga. angst eller lettere depression, så udløser en sådan ydelse et tillæg på kr. 442,41.

Jeg synes også, at vi, bare for en god ordens skyld, bør fortælle borgerne, at lægen årligt får et fast honorar på kr. 509,94 pr. patient, der er tilknyttet klinikken (minimum 1600 patienter). Alt dette og meget mere kan man selv google sig til.

Jeg synes, at Nordjyske, i onsdags, kom lidt let omkring forklaringen om, hvordan lægerne i almen praksis honoreres, men mon ikke der kommer en tilføjelse. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden