Mange har i den forbindelse fortalt, hvor glade de er for deres servicehund, selvom udsendelsens pointe er mere end blot, hvorvidt man har glæde af servicehunden.

I udsendelsen bliver der sagt, at man jo ikke sender en servicehund med posten. Men det var nærmest det, man gjorde for mit vedkommende.

Det undrer mig, at nogen kan synes, at under 10 timer og altid i forbindelse med andre besøg er nok samtræning med en specialhund? 

Leverandøren tilbød kommunen ekstra timer mod betaling. Men jeg kunne umuligt med min samvittighed sige "ja tak", når hunden, Amy, som udgangspunkt slet ikke var færdigtrænet til mine behov og tilmed nervøs. 

I dag ved vi alle, at certificeringens kvalitet alene er op til leverandøren. 

At Amy blev uvildigt vurderet, blev betragtet som kontraktbrud, og mit forslag om fælles gennemgang af aftalen om hvad Amy skulle kunne blev negligeret.

Der er flere detaljer, der ikke kom med i programmet, men jeg synes pointen om konsekvenserne af manglende standarder og socialfaglige kompetencer nu er indlysende.

Det er tankevækkende, at hverken chefinstruktøren eller hendes ægtefælle, der er formand for Servicehundeforeningen vil stille op til interview. Velvilligheden har ellers tidligere været stor?

Jeg håber inderligt, at Amy har det godt med sin nye bruger. Det har de begge fortjent.