Jeg vil ikke gå ind i detaljer og fremlægge en rapport på 1000 sider, der indeholder tal, som kan tolkes på utallige måder. Alt afhængig af den enkelte organisations eller persons interesser.

Jeg er opvokset i Fjellerad, en lille by ca. 20 km. syd for Aalborg, beliggende på kanten af Lindenborg Ådal.

Når jeg i dag står på toppen af bakken og ser ud over ådalen, er den næsten ukendelig sammenlignet med det, jeg så som barn.

Dengang var der mange små gårde med marker og læhegn.

Mange forskellige afgrøder: sukkerroer, kålrabi, forskellige kornsorter som rug, havre og byg. Gårdene havde både grise, køer og andre dyr. Der lå en mødding bag stalden, som blev kørt ud på markerne som gødning. Der var masser af insekter, som man tydeligt så om sommeren på forenden af sin bil.

Kort sagt: Et landbrug, der baserede sig på de muligheder, naturen gav for avl.

Når jeg i dag står og ser ud over de samme marker, er synet væsentlig anderledes.

Jeg ser ikke de små gårde. Enten er bygningerne væk eller de er i en dårlig stand; enkelte er dog i brug som hobby med ridebane og lignende.

Tilbage er kæmpe gårde med produktionshaller, siloer og gylletanke.

Markerne er kæmpestore uden læhegn, og afgrøderne er ensidige med byg, majs og græs. Traktorer og maskiner er på størrelse med et lokomotiv; det kræver jo plads for, at disse maskiner kan udnyttes optimalt ligeledes med jorden; den skal gødes og sprøjtes, så udbyttet optimeres mest muligt.

Uanset, hvordan vi vender og drejer det, er det ikke kun politikerne, der råber op om problemerne. Det højeste råb kommer fra naturen, der ganske enkelt ikke kan holde til den belastning, vi udsætter den for.

Skal landbruget igen og igen kompenseres, vil jeg ikke tage stilling til, men overlade det til politikerne, og så vil jeg tage stilling i stemmeboksen senere.