Læser: SVM-regeringen vil forvandle frie mennesker til organleverandører
Kald mig bare en kontrær og bagstræberisk gammel kværulant.
Kald mig lige, hvad du vil.
Men det strider både mod mine etiske holdninger og følelser, når og hvis SVM-regeringen lykkes med at gøre alle voksne til automatiske organdonorer.
I min ordbog betyder "donere" at give. Af egen fri vilje.
Regeringen vil vende det på hovedet, så det bliver til "levere". Af SVM's vilje.
Det vil sige, at lige så snart en dansker fylder 18 år, bliver vedkommendes krop pr. definiton samfundets ejendom.
Jo, jeg ved godt, at der vil være en kattelem, og jeg forstår godt dilemmaet, for det slås jeg selv med. Men tal fra andre lande viser, at "tvang" ikke skaffer flere organer. Der er næppe tal for, om det giver større skyldfølelse hos "nægterne".
Men psykologiske kendsgerninger er kendsgerninger på lige fod med de fysiske, som Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørgen Schleimann skrev for mange år siden.
Lad mig understrege, at det er flot gjort af dem, der selv melder sig klar som donorer. Det gør de helt frivilligt og afklaret.
Men samfundet skal ikke ekspropriere min fri vilje. Selvfølgelig er knogler ikke organer, men måske vil jeg genoverveje min holdning, hvis mit afsjælede legeme engang kunne blive kongelig hofteleverandør ...
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.