Både NIMBY og bønnen til Sankt Florian bruger man, når noget sådan set er godt nok, men det skal bare ikke være her hos mig. Et eksempel var diskussionen om atomkraft i 70'erne. Hvor skulle værket ligge? Det var her Niels Hausgaard skrev en ret vittig sang, hvor det i omkvædet lød "Men værke ska leej på Sjællaj, hår vi tentj, heller Fyn hæen i dæ øeste øej." (Men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt, eller Fyn henne i den østre ende.)

Vi oplever samme problem nu med opstillingen af meget høje forsøgs-vindmøller i Østerild eller ved Ballum Enge nede ved Vadehavet.

To kendte teologer skrev i Kristeligt Dagblad et langt og følelsesladet indlæg om hvor dejligt der er nede ved Ballum Enge. De har sikkert ret. Og jeg er vokset op tæt ved Østerild og kan støtte at området Ballerum (trekanten Østerild, Hjardemål Klit og Frøstrup) er herlig vestjysk natur. Thyboerne har også ret.

Lokale beboeres og sommerhusejeres udsagn er altså rigtige når de fortæller at deres egn og ejendom er dejlig. Vanskeligheden er bare at det ikke er hele argumentet. Der er nemlig også et andet argument, og det er at samfundet som helhed har behov for veje, fængsler, udrejsecentrer, affaldsdepoter, kraftværker og altså nu bedre vindmøller.

For alle andre end de lokale betyder den konkrete beslutning ikke ret meget. Det påvirker ikke mit liv i Nørresundby om møllerne står det ene eller det andet sted. 

Jeg har kun en noget abstrakt interesse i at der bliver udviklet bedre bæredygtige energikilder. 

Derfor kan denne debat ikke engagere mig eller 5 millioner andre danskere synderligt. Beboere i Ballum Enge og Thy-Hanherred har også en interesse i bæredygtige energikilder, men for dem er den meget mindre end interessen for at undgå det tab i livskvalitet som store møller kan medføre.

I den situation er det politikernes sure lod at tage vare på flertallets interesse i bæredygtige energikilder og placere smerte et sted. Som borgere er vi nødt til at forstå at politikerne har denne rolle, som da minister Morten Dahlin fra Venstre modigt mødte op i Østerild og besvarede spørgsmål. Det fremgik af referatet i Nordjyske at bifaldet til Dahlin fra lokalbefolkningen var lydløst.

Det fremgik også at flere borgere havde mistillid til processen. De krævede mere åbenhed, og nogle mente at det meste af Folketinget var i lommen på vindmølleindustrien. Her tror jeg dog de lokale beboere har mindre ret. Deres problem er ikke at embedsværk og politikere vil luske noget igennem, eller at politikerne er afhængige af vindmølleindustrien. Vanskeligheden er at politikerne skal placere et test-center som er meget generende for nogle få og gavnligt for de mange. De mange får brug for mere bæredygtige energikilder og har glæde af vindmølleindustrien, som bare i Aalborg-området beskæftiger flere tusinde. Det bedste vi kan tilbyde de få der får ubehagelighederne, er økonomisk erstatning, og den kan ikke altid opveje tabet af en slægtsgård eller et sommerhus der var elsket i generationer.

Der kommer flere af disse tilfælde når vi for alvor skal i gang med omstillingen til et bæredygtigt samfund. Den omstilling klares ikke ved at droppe et par flyveture og nogle røde bøffer. Den vil kræve en enorm omlægning af vores energiforsyning og forbrugsmønster. En del lidt løse humanistiske uddannelser må begrænses, og der skal investeres og uddannes i teknologiske fag, både teoretiske på universiteterne og praktiske på erhvervsuddannelserne. Og der er mindre plads til NIMB eller bønner til Sankt Florian. Regeringen er begyndt på dette arbejde, og jeg tror i øvrigt en flertalsregering bringer os bedst igennem den omstilling

Vi var mange der sang med på Niels Hausgaards sang om atomkraft, og vi fik ikke atomkraftværker i Danmark. I Frankrig og Sverige lyttede de ikke til Niels Hausgaard, så de byggede atomkraftværker. I dag udleder de to lande betydeligt mindre CO2 end vi gør i Danmark, fordi deres atomkraftværker producerer el-energi uden at udlede CO2.