Venstre: Vi har i mange år strammet udlændingereglerne - nu tager vi næste skridt
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har det grundlæggende sådan, at udlændinge, der kommer til Danmark og begår kriminalitet, ikke skal være her.
De skal sendes hjem.
Vi skal simpelthen udvise flest muligt kriminelle udlændinge.
Derfor er det da også glædeligt, at regeringen nu vil skærpe reglerne for udvisning.
Som reglerne er i dag, skal der en højere fængselsstraf til for, at der kan ske udvisning alt efter, hvor længe udlændingen har været i Danmark. Det er den såkaldte trappestigemodel.
For eksempel kan en udlænding, der har været her i landet i mindst fem år som udgangspunkt kun udvises, hvis vedkommende har begået kriminalitet, der fører til en ubetinget fængselsdom på ét år eller mere. Hvis udlændingen har begået kriminalitet, der trods alt er alvorlig nok til seks eller ni måneders fængsel, kan vi altså ikke udvise den kriminelle udlænding.
For udlændinge, der har været i Danmark i mindst ni år, skal der en ubetinget fængselsstraf på mindst tre års fængsel til for, at der kan ske udvisning.
Nu tager vi næste skridt
Vi har i Venstre løbende igennem mange år været med til at få strammet udvisningsreglerne. Vi har blandt andet sikret, at udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf for vold altid kan udvises ifølge dansk lov.
Nu tager vi det næste skridt og fjerner trappestigemodellen. Dermed kan udlændinge, uanset hvor længe de har været i Danmark, udvises fra landet, hvis de får en ubetinget fængselsdom.
Inden Enhedslisten og Radikale Venstre får et føl på tværs og påstår, at vi nu vil udvise folk for at stjæle en Yankiebar i kiosken, så vil jeg bare lige slå fast, at det kræver en vis alvor i den kriminelle gerning, før man i Danmark modtager en ubetinget fængselsdom og dermed skal ind bag tremmer.
Jeg mener, at det er helt rimeligt, at udlændinge, der begår så alvorlig kriminalitet, at en domstol sender dem i spjældet, skal sendes retur til deres hjemland. Det gælder sådan set uagtet, om udlændinge har været her i et, fem eller ti år.
Ved at ændre reglerne går vi helt til grænsen af de internationale konventioner. Det er der, vi skal ligge. Det skal ikke være dansk lovgivning, der står i vejen for at vise kriminelle udlændingen døren.
Det er i sagens natur ikke alle udlændinge, der begår kriminalitet. Mange arbejder og bidrager. Men det er også et klokkeklart faktum, at udlændinge – særligt fra nogle bestemte lande – er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Det skal vi ikke tolerere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.