Vi trænger til politisk handling: Red vores drikkevand på Mors
Naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen slår i dette læserbrev et slag for en grønnere ø

Mors skal være meget grønnere, mener Jørgen Frank Rasmussen. Foto: Jørgen Frank Rasmussen
DEBATINDLÆG: Noget der er stor fokus på i øjeblikket er vores drikkevand, som er er ved at være en mangelvare rigtig mange steder i Danmark. Også på Mors, hvor jeg synes der mangler politisk handling.
For 3 år siden vedtog folketinget, at der er ikke må sprøjtes, hvor drikkevandet indvindes. I de 3 år der er gået gjorde man det frivilligt i de forskellige kommuner at få sprøjtegifte stoppet, det har desværre ikke været nogen succes. Ikke ret mange steder er der sket noget.
Den nye SVM regering tager beslutningen om stop af sprøjtegifte op i den kommende uge og jeg håber, at de har nok mod til at få det stoppet så også vores efterkommere kan få rent drikkevand?
Som bestyrelsesmedlem af DN Morsø påtalte jeg det for år tilbage for politikere og embedsmænd og fik det svar, at man var ”lige på trapperne” til at gøre noget på Mors.
Man ved jo, hvor drikkevandet dannes, de steder bør man helt fritage for sprøjtegifte.
I Danmark mangler vi skov også på Mors. Der hvor drikkevandet dannes kunne man jo plante skov. I Klitmøller, hvor vi har sommerhus har vi noget af Danmarks bedste drikkevand. Her er der skov og klithede, hvor vandet dannes. Her bliver der ikke sprøjtet og der er ingen rester af sprøjtegifte og vandet smager fantastisk.
Det er aldrig for sent at gøre noget. Jeg sidder med i Grønt Råd på Mors og var med til for en del år siden at lave det ”grønne Danmarkskort”. I arbejdsgrupper blev der lavet forskellige forslag til en mere grøn ø. Et forslag blev vedtaget, som der skulle arbejdes videre med. Forslaget synes jeg var rigtig godt med flere og bedre læbælter, skov og vådområder. Er det Grønne Danmarkskort for Mors mon skrinlagt ?
Morsø Kommune er rigtig gode til at etablere vådområder til gavn for dyr, fugle og fauna. Mange af disse fine vådområder kunne evt. suppleres med skov. Er der drikkevand under slår man jo to fluer med et smæk.
1. februar læste jeg i Nordjyske, at Morsø Kommune for første gang er under 20.000 indbyggere. Sidste år mistede kommunen 127 indbyggere, så man nu er nede på 19.921. Hvis vi skal standse tilbagegangen og i fremtiden gøre det attraktivt at bo på Mors skal naturen have et gevaldigt løft. Morsø Kommune ligger jo andensidst i biodiversitet i Danmark og Danmark ligger andensidst i Europa, så der er jo kun en vej!
Planter, insekter, fugle og dyr forsvinder fra vores natur i disse år, fordi deres levesteder forsvinder. Den udvikling kan vi være med til stoppe, hvis vi bl.a. planter skov, lader lavbundsjorde og andre araler stå urørt hen, så den ”vilde” natur får plads til at vende tilbage.
Rigtig mange nordjyske kommuner gør rigtig meget for naturen, og det er med til at tiltrække nye indbyggere, som der er rift om i Nordjylland. Jeg synes også Morsø Kommune skal prioritere vores natur meget mere, så øen også kan være et mere attraktivt sted at bosætte sig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.