Læsernes film

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jean Reno er den franske politimand, Bézu Fache, i hælene på vor helt og heltinde. STILL

Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke nogen nem film! Den, der ikke har læst bogen, kommer på noget af en opgave. Det er ikke for nybegyndere at følge med i det galopperende virvar af koder, anagrammer, sproglege, gådegætterier, tegntydninger, kryptiske billedelementer og historisk og religiøs tågesnak, der er hele denne histories ånd og sjæl. Det er kort sagt: Umuligt. Filmen er alt for tro mod bogen. Selv for den, der har læst bogen (mig og mange millioner andre) bliver det meget hurtigt mere og mere mystisk, det der foregår på det store lærred i hovedkulds, forpustet tempo gennem alle filmens 149 minutter. For også her er filmen nemlig tro mod bogen og Dan Brown og alle cliffhanger-krogene, der bliver ved at trække os videre fra kapitel til kapitel i en endeløs kombineret flugt og jagt og videbegærlighed. Et af problemerne for filmen er, at det, der virker i bogen, ikke nødvendigvis også virker på film. Den gradvise opdagelse af de forunderlige skjulte tegn og signaler i Leonardo da Vincis berømte vægmaleri ”Den sidste nadver” virker fremragende i romanen, netop fordi vi får dem serveret stump for stump og selv får lov at forske og tolke og analysere os frem. Hvor mange læsere er ikke gået på jagt på nettet og i diverse bøger efter det rigtige nadverbillede for at se det i bedre opløsning, rigtigere farver, skarpere og tættere på. For at se, om det nu også var rigtigt, at Johannes, den unge, smukke discipel, i virkeligheden var Maria Magdalene, ”den, der var tættest på Jesus”. For at finde den mystiske herreløse hånd med kiniven, for at se Leonardo da Vincis eget hoved sat på den discipel, der vender Jesus ryggen for at se på den, der har fået Platons ansigtstræk. For at finde grals-tegnet og for at se det store M for Magdalene. Og så videre. Det virkede fremragende i bogen og var i højeste grad med til at hypnotisere os ind i dens verden af intriger, konspirationer, hemmelige ordener og blodigt oldkirkeligt bedrag. I filmen får det højest fem minutter og det virker nærmest lidt komisk, ikke fordi det er dårligt spillet, men fordi det ikke virker på film. Og måske allermest fordi det bare er en af mange haglbyger af informationer, hobetsammen i et tempo og en mængde, ingen kan være med til. Her hjælper det selvfølgelig noget at have læst bogen. Men hvor mange har den helt præsent i bevidstheden? Den kom trods alt for tre år siden. Og samtidig må man erkende, at selv det at have læst bogen er lige knap tilstrækkeligt til at kunne følge med. Man når ret hurtigt derhen, hvor man er nødt til at læne sig tilbage og lade stå til i en publikums-tillid til at filmskaberne ikke snyder. For hvis de ville det, så var der rigtig mange steder, det kunne være gjort utroligt meget mere enkelt. Men Ron Howard er en filminstruktør, der før har vovet det ene øje i filmatsering af dramaer, der bygger på helt andre ting end billeder - med ”A beautiful mind” om en skizofren og genial matematiker som stærkeste eksempel. Metoden genkendes her: Man viser en sætning på lærredet, mens helten, professoren Langdon, stirrer på den med sammenknebne øjne (han er jo ikke for ingenting professor i symbolhistorie, hedensk såvel som kirkelig) - og viser så hans halvt underbevidste associationer med bogstavsammensætningerne ved at lade bogstaverne lyse mystisk op - enkeltvis og i grupper - mens sfærisk musik fylder rummet omkring professorens mumlende besværgelser. Det er et okay virkemiddel for en tid - men det må ikke gå tit på. Film er en frygtelig konkret kunstart. Hvis man filmatiserer en roman, der er uden dybde og konsistens, afslører filmen det straks. Den bliver flad. Det er i høj grad det, der sker her - den del af romanen, der er uden konsistens, bliver temmelig flad i filmen. Det gælder f. eks. professor Langdon, hvor meget Tom Hanks så end spiller ham: Han er en hovedperson i et handlingsdrama, hans titel findes udelukkende for at skabe kontakt til det store religiøse mysterium, som jo kræver en hulens masse ekspertviden for overhovedet at blive opdaget og erkendt. Men han selv findes ikke. Han er en tom skal - der er ingen bagved ansigtet og ekspertisen. Han er en konstruktion. Så er der langt mere kul på Sophie Neveu, som spilles med en nedtonet forpinthed af Audrey Tautou. Hun har fortid og traumer og grumme sager i bagagen, så det vil noget, og det ses direkte i hendes spil - det er den bagage, der giver hendes øjne dybde, mens Tom Hanks’ glugger forbliver blanke og tomme, hverken vidende eller mystiske. Det samme syndrom rammer Ian McKellen - hans mystiske Sir Leigh Teabing er lige så skabelonagtig som Langdon. Og det er så endnu et problem for filmen: Den ved ikke om den er actionthriller eller dybsindigt religiøst verdensdrama - hvilket til gengæld er ganske loyalt over for Dan Browns bog. Det fandt den nemlig heller aldrig ud af. Men i bogen var det styrken - thriller-teknikken trak os i lyntempo frem gennem religionshistorien. I filmen må vi nøjes med spøgelsesagtigte blege glimt af den grusomme fortid: Den almægtige katolske kirke, der med tortur, bål og massemord udsletter sine modstandere - herunder frimurere, rosenkreutzere, Grals-jægere og tempelriddere, for slet ikke at tale om Sions Priorat og den kvindelige kristendoms tilhængere. Kunsten er at lave en spændende film for et verdenspublikum, der allerede kender hele historien til bunds. Her kommer den hemmelige, morderiske pavelige bøddelorganisation, Opus Dei med de rædselsfulde selvpiner-ritualer, tilpas. Dem får vi præsenteret præcis så dæmonisk, som Dan Brown gør det i bogen - med biskop Aringarosa og albinomunken Silas i spidsen. Det virker godt i filmen - omend en smule ude i karikaturen, når det går højt. Og måske endda med vilje, for filmskaberne har ikke kunnet dy sig for at lægge humoristiske elementer ind i filmen, som romanen på ingen måde byder på. Det er ikke Dan Browns boldgade at være morsom. Her er ikke noget at grine ad. Konklusionen på anmeldelsen er lige så tvetydig som på filmen: Hvilket ben skal vi stå på? For en del af spillet, for den tro filmatisering og for det grundige resarcharbejde gives de tre stjerner. Hvis filmen også havde magtet at tilføre ekstra drama og dybde, kunne vi snart være røget op på tre mere. Men det lykkes ikke. Før lige til slut, hvor det netop går et andet sted hen end bogen. På godt og ondt. Men det skal jeg ikke sådan afsløre her. Det må ses, hvis man orker hele turen.
  • ”Da Vinci mysteriet” Originaltitel: ”The da Vinci Code”. USA 2006. Instruktør: Ron Howard. To timer, 29 minutter. Till. o. 15 år. Verdenspremiere