Læsetjek på biblioteket

Fem himmerlandske biblioteker og VUC går sammen i projekt, der skal lære voksne at læse

Biblioteker 12. september 2002 08:00

HIMMERLAND: Fem himmerlandske biblioteker og VUC i Aars rækker nu en aktiv og hjælpende hånd til læsere, der burde, men aldrig rigtigt er blevet læsere, fordi de læser for dårligt. - Skønsmæssigt har flere end 100.000 nordjyder problemer med at læse, påpeger Martin Bodilsen, rektor på Vesthimmerlands HF & VUC i Aars. Sammen med partnerne i VUCiBIB samarbejdet - bibliotekerne i Støvring, Farsø, Løgstør, Nibe og Aars - vil VUC fra næste uge tilbyde himmerlændingene en uforpligtende læseprøve på bibliotekerne. Mens VUC levere lærere er bibliotekerne udset til at være stedet, hvor himmerlændingene kan teste deres læsefærdigheder i fred og ro. - Der er ikke den samme barriere over for at gå ind på et bibliotek som for at troppe op på en skole, erkender Martin Bodilsen. Det er netop overvindelsen, der er svær for mange, men Martin Bodilsen håber, at op mod 100 himmerlændinge griber chancen og deltager i læseprøven på hvert af de fem biblioteker. Her kan deltagerne efter en mindre test få et her-og-nu-svar på, om de læser bedre, end de troede, eller om der er noget at hente ved en tur på skolebænken. Efter testen bliver der nemlig mulighed for at deltage i læseundervisning i 60 timer på fire forskellige niveauer. Undervisningen står VUC for i tre af kommunerne, mens opgaven hører hjemme under LOF i Farsø og Nibe Kursuscenter i Nibe. - Derudover vil bibliotekerne stille lydbånd og læs-let udgaver af bogværker til rådighed, påpeger Martin Bodilsen. Biblioteket i Støvring Kommune lægger ud som det første og kommunen stiller også sin bogbus til rådighed for projektet. Større virksomheder kan få besøg af bogbussen med lærer på arbejdspladsen. - Erfaringen fra tidligere projektet er, at det ikke er nemt at få virksomhederne til at gå med. Jeg er lidt bange for, at man på de ledende poster ikke helt har føling med, hvor stort problemet egentlig er, konstaterer Martin Bodilsen, der samtidig ser virksomhederne som en væsentlig indgangsvinkel. - Det ville jo være fint, hvis et lille prik fra sidemanden kunne få nogen i gang med et læsekursus. Projektet indebærer nemlig også, at virksomhederne kan få oprettet et kursus for sine medarbejdere direkte på arbejdspladsen. Projektet er støttet af Nordjyllands Amt og EU's Socialfond.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...