Læsø beder Fogh om hjælp

"Send flere penge" opfordrer Kattegatøen statsministeren

Nyrup 14. september 2002 08:00

LÆSØ: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver nu bedt om at række Læsø en hjælpende hånd. Både i form af flere penge på finansloven for 2003 og i form af en perspektivplan for Kattegatøens fremtid. Bag opfordringen står Læsø Kommune og Nordjyllands Amt. Læsø, der med godt 2200 indbyggere er Nordjyllands ubetinget mindste kommune, står i en situation, der er vanskeligere end andre økommuners, mener politikerne på Læsø og i amtet. I et brev til statsministeren nævner de blandt andet, at Læsø har kraftigt faldende befolkningstal og et stærkt stigende antal ældre, faldende beskatningsgrundlag, høj arbejdsløshed, generationsskifteproblemer i det private erhvervsliv og stigende kommunale udgifter. Sammen med Fyns og Århus Amter, der omfatter ø-kommunerne Ærø og Samsø, har Nordjylland tidligere kontaktet daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), men uden resultat. - Nyrup ville intet gøre - men vi har en fornemmelse af, at Læsø blev ramt af, at de andre øers problemer ikke er så store som Læsøs. Derfor går vi nu enegang i håb om, at vi kan råbe Anders Fogh op, siger amtsborgmester Orla Hav (S). Bæredygtig ø Læsø Kommune og Nordjyllands Amt opfordrer statsministeren til, at de relevante ministerier sammen laver en perspektikplan for, hvor Læsø kan blive en bæredygtig ø. Her og nu bør staten yde "et betragteligt tilskud" til Læsøfærgen samt forhøje Læsøs andel af den såkaldte ø-støtte-pulje. - Samsø og Ærø får langt større beløb end Læsø. Men eftersom Læsø har langt færre indbyggere end de to andre øer og dermed langt færre skatteydere, burde Læsø snarere have mere end mindre end dem, siger amtsborgmester Orla Hav.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...