Lokalpolitik

Læsø har valgt med hjertet

- Men vi har også ladet fornuften råde, lyder meldingen fra Læsø

LÆSØ:For mange kommuner har jagten efter de rigtige fusionspartnere mest af alt været en jagt, hvor hjertet har været sat på stand by, mens fornuften har rådet. Det har givet en række store nye kommuner, som løfter armen i vished om, at fællesskab gør stærk. En af landets mindste kommuner i dag er gået en anden vej. Læsø Kommune med sine 2111 indbyggere har valgt med hjertet. Og der er ingen tvivl om, at den latente frygt for at ende som en afkrog i en stor kommunedannelse har været en væsentlig årsag til at vælge at gå enegang. Færgeselskabet er selve livsnerven for ø-samfundet, men det er ikke gratis at sørge for, at den sejler i den pendulfart, der skal til dels for at servicere det erhvervsliv, der er på øen, dels for at bringe folk til og fra. Herre i eget hus I dag er det Læsø Kommune og Nordjyllands Amt, der forestår driften, men efter planen skal opgaver som denne overgå til kommunerne på det lange sigt. Og det er netop sådanne decentraliseringer af udgifterne, der har fået Læsø til at markere ønsket om at være herre i eget hus. Ellers kunne en velfungerende infrastruktur med et passende antal færgeafgange måske blive klemt i en budgetforhandling i en storkommune, hvor kassen ikke havde den overflod, der skulle til. Men når det er sagt, så har Læsø også en selvforståelse, der baserer sig på det forhold, at når man nu har drevet kommunen fornuftigt i 35 år, så er der vel næppe grund til, at det ikke skulle kunne fortsætte. Ikke dermed være sagt, at der ikke at kæmpemæssige opgaver, der skal løses for et udkantsområde, der kun kan besøges med færgesejlads i begge ender. Mantraet er erhverv og bosætning. Og det er her, der virkelig skal satses. - Hvad angår erhverv bør vi simpelthen satse på alt. Det er vigtigt, at øen har et rigt erhvervsliv både for at fastholde og tiltrække beboere, siger borgmester Olav Juul Gaarn Larsen (V). Nichevirksomhed Han erkender, at de traditionelle erhverv som for eksempel fiskeri og landbrug får det sværere og sværere, og derfor mener han, at Læsø i højere grad bør satse på nichevirksomheder og fremstilling af specialprodukter. - Vi har nu fået etableret et call-center på øen, og lignende virksomheder kunne man sagtens forestille sig, da det jo er ligegyldigt, hvorfra man besvarer en telefon, siger han. Med teknikkens hjælp vil det også være muligt for små virksomheder via internettet at sælge specielle Læsø-produkter som for eksempel salt, skinker, sæbe, fisk og honning. - Folk efterspørger i højere grad kvalitetsprodukter og unikke produkter, som ikke kan købes i supermarkederne. Derfor skal vi fastholde arbejdet med etablering af en Læsø-portal, hvor kunder gennem en e-handel-butik kan købe vores produkter, siger borgmesteren. Desuden er hans ønske at udvide turistsæsonen, da det også er med til at holde hjulene i gang i erhvervslivet. - Det kan vi blandt andet gøre ved etablering af et kur- og helsecenter. Et forsøg har jo netop vist, at vores salt har gavnlig effekt for psoriasis-patienter. Så kan vi få patienter herover sammen med deres familie året rundt, vil det skabe en højere belægning uden for højsæsonen, siger han. Sådanne muligheder skal udnyttes og i serviceerhvervene kan man næsten ikke vente til at pilotprojektet Læsø Kur&Helse kommer op i fuld skala. - Det går jo tilbage for de traditionelle erhverv, og så må man jo satse på noget andet, siger bestyrer af Læsø Ferieservice & Sommerhusudlejning, Conny Jensen. Turisme et godt bud Og turismen er et godt bud. For selv om det på fastlandet er svært for eksempel at leje sommerhuse ud til tyskere i samme omfang som tidligere, så går det forrygende på Læsø. - Vi har 250 sommerhuse, og 85 procent af lejerne er tyskere. Forklaringen er ifølge Conny Jensen, at Læsø kan tilbyde noget helt andet, end fastlandet kan. - Der er en ro og en hygge på øen, som man ikke finde mage til andre steder. Her er ingen store forlystelsesparker, men i stedet kan man foretage sig ting i naturen, og det er populært - også hos børnefamilier, siger hun. Naturen og roen på Læsø skal ikke kun være med til at tiltrække turister, men også bosættere. Derfor mener borgmester Olav Juul Gaarn Larsen, at Læsø i fremtiden skal markedsføre sig som et trygt og roligt sted i forbindelse med bosætning. - Vi har en høj standard i for eksempel børneinstitutioner og skole. Vi har stort set ingen sociale problemer, og man kan trygt lade sine børn og unge færdes her, og det må være værdier, som tæller for småbørnsfamilierne, siger Olav Juul Gaarn Larsen. At få flere familier til at flytte til øen kræver dog også at man let kan komme frem og tilbage mellem Læsø og fastlandet. Lige nu sejler Læsøfærgen flere gange dagligt mellem Frederikshavn og Læsø, og det skal den ifølge borgmesteren blive ved med, også selv om amtet, der er medejer af færgeselskabet, bliver nedlagt. - Når amtet bliver nedlagt overtager staten amtets del i fire år, hvorefter det ifølge papirerne bliver en ren kommunal opgave at drive færgeselskabet. Men eftersom vi er en ø, der er dybt afhængig af færgeforbindelsen til fastlandet, mener jeg, at staten skal - og også er villig til at - påtage sig en del af ejerskabet permanent, siger borgmesteren.