EMNER

Læsø-post på ministerbord

Transportminister Carina Christensen (K) bliver nu tvunget til at svare på, hvorfor Læsø Bio absolut skal trykke 3000 programmer og sende dem til København, før postbudet kan dele dem ud til de 1100 husstande på øen.

Når posten kører ud på Læsø bliver det uden filmprogrammet fra Læsø Bio.
Arkivfoto

Når posten kører ud på Læsø bliver det uden filmprogrammet fra Læsø Bio. Arkivfoto

- Det er jo en ren molbohistorie, konstaterer Bjarne Laustsen (S), der har stillet spørgsmålet til ministeren. Laustsen ryster på hovedet over Post Danmarks krav til biografdirektør Finn Krogh på Læsø. Hidtil har biografen blot kunnet aflevere programmerne på det lokale postkontor. Men nu kræver Post Danmark, at Finn Krogh afleverer mindst 3000 programmer. De skal sendes til København for straks at blive returneret til Læsø, hvor 1100 bliver delt ud, mens resten er lige til affaldscontaineren. - Jeg vil mene, at enhver kan se, at det er helt hen i vejret. Engang var det sådan, at Post Danmark havde en forpligtelse til at behandle alle i dette land lige. Og det må ministeren sørge for, at postvæsenet fortsat lever op til, selv om postomdelingen nu er ude i fri konkurrence, siger Bjarne Laustsen. - Hvis Post Danmark slipper af sted med den slags, er det yderligere et skub i den forkerte retning til de mindre ø-samfund. De bør belønnes, ikke straffes.