Turisme

Læsø skal sælges som stedet hvor voksne kan slappe af

Studerende foreslår helt ny strategi for markedsføringen af Kattegatøen

LÆSØ:Det går den forkerte vej med befolkningstallet på Læsø, og turisterne svigter uden for sæsonen. Men det har en række studerende nu fundet løsninger på. Læsø skal markedsføres på en helt ny måde på fastlandet - eller brandes, som det hedder på nydansk. - Vi har selvfølgelig altid reklameret for vores ø, men spørgsmålet var, om vi skulle gøre det på en anden måde. Derfor inviterede vi studerende til øen og bad om deres bud på et "brand" for Læsø, siger Henrik Autzen, der sidder i Læsøs såkaldte branding-gruppe. Studerende fra Aalborg Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Den Grafiske Højskole, Arkitektskolen i Århus, Danmarks Designskole i København og Copenhagen Business School har således været en tur på øen 28 kilometer øst for Frederikshavn, og de i alt 32 elever var meget engagerede i opgaven, som passede fint som deres eksamens- og årsopgaver. Rød tråd Fælles for besvarelserne er, at Læsø bør brandes som et rekreationssted for krop og sjæl - et sted, hvor man er i pagt med naturen og kan bruge naturen til rekreation. - Alle besvarelserne handlede faktisk om at brande Læsøs kerneværdier, de ægte og elementære ressourcer, hvormed vi adskiller os fra andre lokalsamfund og turistmål, siger Henrik Autzen. Et eksempel kunne være Læsø-sydesaltet, som er blevet så stor en succes og som nu også udvikler sig til et behandlingssted for psoriasis-patienter. Ældre målgruppe Men de studerende er også enige om, at Læsø ikke er, eller bør være, for alle målgrupper. - Deres forslag er, at vi skal markedsføre vores ø for folk over 50 år, og det passer da også godt til ideen om at gøre Læsø til et rekreationscenter, siger Henrik Autzen. Også borgmester Olav Juul (V) ser med positive øjne på de studerendes forslag. - Jeg tror faktisk, at vi ved at satse på en smallere målgruppe og ved satse på rekreation kan få flere gæster herover uden for sæsonen, siger han. Borgmesteren håber dog også, at Læsøs rekreationsbrand vil smitte af på andre målgrupper. - Jeg håber, at vi ved at markedsføre Læsøs værdier også kan få flere børnefamilier til at flytte til øen, siger han. Konkurrence Alle studerende, som kom med bidrag til branding af Læsø, har samtidig deltaget i en konkurrence om at vinde en uges ferie på øen. - Vi har forsøgt at finde det forslag, der var bedst, men det var svært, fordi alle forslag virkelig var gode, siger Henrik Autzen fra branding-gruppen. Derfor faldt valget af vinderne mere eller mindre tilfældigt på studerende fra Danmarks Designskole og Copenhagen Business School. - Men der er kun formelt tale om vinderprojekter. For vi har nemlig tænkt os at bruge alle ideer i det fremtidige markedsføringsarbejde, siger Henrik Autzen, hvis opgave nu er at komme med konkrete forslag til, hvordan man fører rekreations-brandet ud i virkeligheden.