Nordjylland

LÆSØ: Svar på få minutter

LÆSØ:Kl. 10.38 taster jeg nummeret til Nordjyllands - og Danmarks - mindste kommune. 19 sekunder senere tages telefonen, og jeg forklarer mit ærinde. - Jeg stiller om til kommuneingeniøren, lyder svaret. Få sekunder senere er der kontakt. Venligt bliver jeg fortalt, at det vil være klogest, hvis onkel kontakter sin landbrugskonsulent, for der skal mange papirer til. - Og det er de verdensmestre til i landboforeningerne. Det vil være dumt, hvis din onkel selv begynder at sidde og fedte med det. Så risikerer vi bare, at der mangler noget, og at papirerne skal sendes frem og tilbage for mange gange. Hvor længe vil kommunen være om at give et svar, spørger jeg og tilføjer, at jeg jo ved, at der er tale om en opgave, der er ny for kommunen. - Hvis det ligger på et rimeligt plan, kan vi hurtigt klare det. Der er ganske vist ventetid i nogle kommuner, men det er de steder, hvor flere kommuner lægges sammen. Det er vi jo lykkeligvis fri for, fastslås det i den anden ende af røret. Det tager nogle få minutter, før jeg - uden dikkedarer af nogen art - har fået de svar, jeg bad om.