EMNER

Læsø var samlet i sorgen

Allerede klokken halv tolv var den lille kirke i Østerby fyldt til bristepunktet, da Læsø i går sagde farvel til 35-årige fiskeskipper John Hansen, der tirsdag aften blev bjærget op ad havet, efter kutteren ”Melissas” forlis torsdag i sidste uge.

Fra Vesterø til Østerby var flaget på halv, og efterhånden som klokken nærmede sig tolv, og begravelsen skulle begynde, måtte adskillige erkende, at det ikke var til at finde en plads indenfor. Sognepræst Johannes Christoffersen tog udgangspunkt i salmen ”Imellem Nattens Stjerner”, da han holdt sin prædiken. - Stjernen har altid været et pejlemærke for kursen, men det sker undertiden, at et mørke sænker sig og skjuler stjernen. Det var sådan et mørke, der lukkede sig om ”Melissa” torsdag i sidste uge. Men et lille hul i skyerne sørgede for, at først Peter Melchiorsen og dernæst John blev fundet igen. Også John var en stjerne på Læsø. Han var en person, der blev set op til, og ingen kunne stoppe ham, hvis først han havde sat sig for noget, sagde præsten til den store forsamling af bedrøvede familiemedlemmer, venner og kammerater. En familie, der for anden gang på ti år måtte sige farvel til en slægtning, der var mistet på havet. Midt på kirkegulvet stod den hvide trækiste badet i blomster, og hele gangen op til kisten var delt i to af et stort blomsterhav. Ved alteret skiftedes to af de nære kammerater til at bære Dannebrog, og billedet af Jesus i en robåd med sine disciple var slående symbolsk i den stopfyldte kirke. En tåre trillede ned af mangen en kind, mens præsten takkede øen for sammenholdet i den svære tid. - En stor kærlighed har vi oplevet de sidste par dage, men lad os nu holde sammen og gå fremad med håbet om, at John er kommet hjem. Derpå samledes den op mod 300-mand store forsamling udenfor kirken i Østerby, hvor John Hansen blev stedt til hvile med et lag af roser på kisten, og forsamlingen stemte i med dagens sidste salme, mens de med bøjede hoveder stod over den nedsænkede kiste.