Læsøfærge har kurs mod Sæby

Forhandlingerne mellem Læsøfærgen og Frederikshavn Havn er brudt sammen.

Havne 6. juni 2003 08:00

FREDERIKSHAVN/SÆBY: Læsøfærgen har nu slået kursen hårdt om mod Sæby. Det, der i første omgang mest af alt lignende tomme tønder og bragesnak, antager nu form af konkret handling efter færgeselskabet har vurderet mulighederne for at skære i sejltiden. Læsø ligger nærmere Sæby end Frederikshavn, og det kan blive udslagsgivende. Ifølge de beregninger, færgeselskabet har fået foretaget, kan man hente 15 minutter på sejltiden, og da langt de fleste turister kommer fra syd, spiller det også positivt ind i forhold til den samlede transporttid. - Vi kan faktisk spare 1,3 millioner årligt alene ved at minimere sejltiden, fortæller færgerederiets formand, Bent Rulle. Han er erkender, at det, der måske startede som en helt fremmed idé, kan vise sig at rumme løsninger, der vil have en positiv virkning på færgeselskabet fremtidige økonomi og drift, og samtidig være positiv overfor Læsøs og Sæbys udvikling. Derfor henvender Bent Rulle sig nu som formand for færgeselskabet til Sæby Kommune. Læsøfærgen vil have en klar tilkendegivelse på, om Sæby Kommune er villig til at løfte den økonomisk side af sagen i forhold til store investeringer i havnen til et nyt havneanlæg, uddybning af sejlrende og havn, opmarchpladser og tilkørselsforhold. Samtidigt har Færgeselskabet en forventning om, at Sæby får analyseret og vurderet alle forhold, inden processen for alvor sættes på skaft. - Vi er klar og mangler nu blot tilkendegivelsen fra Sæby, fastslår Bent Rulle over for NORDJYSKE. Det ligger i kortene, at ønsket om et udspil fra Sæby kommer, efter forhandlingerne mellem den kommunale selvstyrehavn i Frederikshavn og Læsøfærgen er brudt sammen. Ifølge færgeselskabet formand, Bent Rulle, skyldes sammenbruddet, at der ikke kunne opnås enighed om en afgift på et realistisk niveau. - Vore overvejelser om færgedrift på Sæby er igangsat efter Frederikshavn Havns krav om indførelse af passager- og bilafgifter for rejsende til Læsø. - Det vil øge vore udgifter for brug af havnen fra de nuværende 640.000 kroner til 1,6 millioner årligt, siger Bent Rulle. Han understreger, at udgiften for tilsvarende færgers brug af havne på Ærø og Samsø ligger på det det niveau, som Læsø i dag betaler til Frederikshavn Havn. Borgmester Erik Sørensen er, som ejer af havnen, repræsenteret i Frederikshavn Havns bestyrelsen, men han ønsker ikke at kommentere hverken de afbrudte forhandlinger eller det forhold, at Læsøfærgen nu synes på vej til Sæby. Han henviser til formanden for havnebestyrelsen, tidligere værftsdirektør Niels Bach, som det ikke lykkedes at træffe torsdag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...