Læsøs ukuelige ildsjæl

Man skal have en god kondition for at følge med, når Læsø Kommunes erhvervs- og turistchef folder sig ud om sit yndlingsemne: Læsø.

folmer Hjorth Kristensen har i 25 år talt Læsøs sag som øens ivrige turistchef.

folmer Hjorth Kristensen har i 25 år talt Læsøs sag som øens ivrige turistchef.

Det mærkede et tysk reportagehold fra Süddeutsche Rundfunk - SDR - som blev fuldstændig forpustet af at blive ført rundt på øen med militær præcision og Folmer Hjorth Kristensen som guide. Besøget kom uventet i stand efter en hurtig opringning fra VisitDenmark, og et par timer senere stod Folmer klar ved færgen for at modtage gæsterne og give dem den store rundvisning på fem timer. - Vi skal sørge for at gøre Læsø kendt uden for øen og være med alle steder. Når folk kommer herover, skal vi sørge for at præsentere alt det, vi har, understreger Folmer. Folmer er her, der og alle vegne, når det gælder Læsø - og altid med en stak turistbrochurer under armen. Altid ivrig og ukuelig, når det gælder om at tale Læsøs sag, og det gør han med store bogstaver. - Vi er nødt til at gøre opmærksom på os selv for at bevare Læsø som et helårssamfund, og det er min opgave at være ambassadør for øen, understreger han. Læsøs fremtid og øens velbefindende har første prioritet i Folmer Hjorth Kristensens liv, og hans arbejdsuge kan sjældent holdes på 37 timer. Nu har han efterhånden med et par afbrydelser været ansat hos Læsø Kommune i 25 år. Han flyttede til øen i 1981 sammen med sin daværende kone Sandra og parret tre børn. Folmer Hjorth Kristensen blev født i Dronninglund for 64 år siden og voksede op på familiens gård uden for byen. Efter at have aftjent sin værnepligt blev han udstationeret af FN på Cypern i 1964, hvor han tilbragte tre år som oversergent med ansvar for passagererne i lufthavnen. Efter hjemkomsten kom han i lære hos autoforhandler Ronald Kjærsgaard i Aalborg og blev uddannet kontorassistent. Folmers kommunale løbebane begyndte i 1975, da han blev ansat i Dronninglund Kommune med økonomisk forvaltning som ansvarsområde. På Læsø blev han først økonomichef under kæmner Pedersen. Den post varetog han indtil 1996. I 2000 blev han udnævnt til erhvervs- og turistchef, og i 2003 kunne han føje økonomichef til sit visitkort. Fra 2008 blev stillingsbetegnelsen igen erhvervs- og turistchef. Uden for jobbet har Folmer engageret sig i ø-samfundet som fodboldtræner, i arbejdet med øens unge og som leder af Læsøs hjemmeværn. Han er desuden en ivrig amatørornitolog og fotograf. Trods sin uddannelse i autobranchen har han aldrig selv anskaffet sig bil, men færdes over øen på cykel. Hver dag i al slags vejr mellem hjemmet i Vesterø og kommunekontoret i Byrum. Sammen med sin nuværende kone Kirsten, som han giftede sig med i 1992, cykler han de 14 kilometer op til golfbanen, tilbagelægger 10 kilometer under spillet og cykler hjem igen. - Det kan godt være lidt surt at cykle en gang imellem på en råkold februardag med slud og storm, mens andre kan sidde i deres biler og lytte til Elvis, indrømmer Folmer. Til gengæld oplever han naturens lyde og dufte på alle årstider. kø

Forsiden