Motionsidræt

Lagkage i stedet for lang travetur

Generationen 50+ søger motion gennem Fodslaw

BLOKHUS:To gange om året springer medlemmerne af Fodslaw Jammerbugten motionen over og går direkte til fadet. En af dem er til generalforsamlingen, der foregik på Restaurant Nordstjernen i Blokhus onsdag. Formanden, Jørgen Lund, Saltum, fortæller, at 48 medlemmer deltog, deraf de 39 i spisningen. - Resten måtte nøjes med kaffe og lagkage, men middagen betalte vi selv, fortæller han. Nye i bestyrelsen Fodslaw Jammerbugten fik to nye i bestyrelsen. Finn Grundsøe, Pandrup, og Jørgen Mortensen, Vadum, blev erstattet af Erik Arne Olsen, Moseby, og Ole Guldbrandsen, Brovst, som blev næstformand. De øvrige er Erik Jørgensen, Vadum, der er kasserer, Karna Grøn og Lizzy Filtenborg, begge Aabybro, og Bjarne Uldahl, Ingstrup. Fodsportsforeningen bliver ved med at tiltrække nye medlemmer. Det er ifølge formanden fra generationen 50+. 103 er med og det er 16 flere end på samme tid i fjor. Foreningen har en sund økonomi, hvilket bl.a. tilskrives mange deltagere i motionsturene. - Vores likvide kapital er på omkring 51.000 kr. og det salgbare varelager på ca. 3000 kr., sagde formanden. Fodslaw Jammerbugten er 32 år og det kommende års program afviger ikke meget fra det kendte med ugentlige vandringer. Julehygge uden motion Derfor gælder det eksempelvis stadig om at deltage i rigtig mange vandringer, hvis man vil gøre sig håb om flere præmier til det årlige julearrangement på Jetsmark Skole i begyndelsen af december. Loddernes mængde afhænger af den enkeltes travelyst. Ellers byder arrangementet på gløgg og æbleskiver. Det er foreningens andet arrangement, hvor det ikke går ud på motion og hygge i naturskønne omgivelser.