Laiers kunst skal frem i lyset

LAIER-MUSEUM:Jeg støtter fuldt ud Søren Clausen fra Hjallerup, som arbejder for et hus til pastor Laier’ kunst, som står gemt væk i kælder og drivhus (NORDJYSKE lørdag ). Der arbejdes i disse måneder med at skabe et ”brand” for vores nye kommune, og der tales blandt andet om natur, bosætning og blomster. Men netop disse ting vil man jo også med rette påstå, at man kan diske op med i andre kommuner. Men pastor Laier er i ordets bedste betydning en original, som kun findes her. Mennesker i dag ønsker oplevelser og gode fortællinger, men ikke noget der er opfundet til lejligheden. Et godt eksempel er Salt-syderiet på Læsø. Det er jo ikke bare noget man har fundet på, nej det er gravet frem af gemmerne, og er en del af historien på Læsø. Foruden den kunstneriske værdi ved Laiers værker, rummer de også den gode historie, og vi er da godt dumme, hvis vi lader det være gemt bort, i en tid som efterspørger unikke fortællinger. Jeg har hørt en fortælling om en kunsthistorie-studerende fra USA, som en dag stod af bussen i Hjallerup, for at opleve Laier’s kunst. Efter flere timers søgen og spørgen sig for, måtte hun rejse videre med uforrettet sag. Kan vi være dette bekendt? Som politiker vil jeg medvirke til, at vi som kommune vil støtte op om et kommende projekt. Jeg vil opfordre Søren Clausen til at fortsætte bestræbelserne, og hvis så Hjallerup Samvirke kommer på banen, så tror jeg at der sker noget.