Laila har solgt Agaven
Butikken med blomster og brugskunst overtages af Maiken Rath fra Sindal
Opdateret kl. 11:36
FREDERIKSHAVN: Blomsterbutikken Agaven på Hjørringvej får ny ejer. Maiken Rath, der også driver Rath med Blomster i Sindal, overtager per 1. maj Agaven efter Laila Rosenkilde.
Laila Rosenkilde har drevet Agaven i ni år - og har i øvrigt 25 års erfaring med blomster.
- Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal lave nu. Jeg ved, at jeg skal mærke rigtig godt efter helt ned i maven, udtaler 40-årige Laila Rosenkilde.
For tre måneder siden besluttede hun at sætte forretningen til salg.
Mit barn
- Jeg kender den nye ejer og har det godt med, at hun overtager ”mit barn”, tilføjer Laila Rosenkilde.
- Jeg vil ønske Maiken tillykke med butikken, samt takke alle de faste kunder og medarbejdere gennem de sidste ni år. Samtidig håber jeg, at kunderne vil tage godt imod Maiken, da jeg er sikker på at hun nok skal videreføre butikken på fornemste vis.
Måske en dybere mening
- Måske er der en dybere mening med, hvad vi mennesker gør og beslutter os for. Jeg ved det ikke helt. Men nu skal jeg til at finde ud af, hvem jeg egentlig er.
Hun glæder sig over at have solgt Agaven, ligesom hun kan glæde sig over, at Maiken Rath er glad. Så egentlig er alt godt.
- Mange har spurgt mig, om jeg kan undvære Agaven. I bund og grund kan jeg ikke svare på det spørgsmål. Men jeg ved, at jeg har haft mange givtige og lærerige år og en dejlig kontakt til de mange kunder.
- Jeg vil helt sikkert komme til at arbejde med noget, hvor jeg har kontakt til mennesker, slutter Laila Rosenkilde, der ligeså stille forlader Agaven onsdag den 30. april efter fyraften.
toen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.