Laks, EU og arbejdsløshed

Erhvervskronik af tidligere funktionschef hos Toldcenter Nordjylland, Bent Andreasen, Aalborg Kommissionen har netop indført en forordning (EF) Nr. 206/2005, der gør det ulønsomt for nordjyske, danske og andre virksomheder i EU, at håndtere importerede laks fra Norge. Det er sket med den danske regerings velsignelse, selvom den samme regering for ganske få år siden var mod denne form for planøkonomi. Man ønskede frihandel på området. Forordningen er interessant læsning, fordi den med statistikker og noter begrunder, hvorfor beskyttelsesforanstaltningerne indføres. De EU interesser, der beskyttes, er nogle ganske få skotske og irske opdrættere af laks, der kun repræsenterer en samlet arbejdsstyrke på 1193 personer! Måler ikke på ægte tal For at gøre det endnu mere barokt, er de farme i Skotland og Irland, man ønsker at beskytte i nogen udstrækning domineret af norsk kapital. I forordningen kan man nikke genkendende til de gode norske navne, som Pan Fish og Stolt Sea Farm. Forordningen indeholder imidlertid nogle tankevækkende statistikker. Importen til EU af laks steg fra 372 789 tons i 2000 til 455 948 tons i 2003, en stigning i importen på 22 procent. EU-producenternes produktion steg i samme periode fra 146 664 tons i 2000 til 190 903 tons i 2003. En stigning på 30 procent, som dels overstiger den procentvise stigning i importen, dels vel må siges at være en pæn stigning for de EU-producenters vedkommende, som man nu ønsker at beskytte. Det har så været naturligt for Kommissionen at undersøge, om EU-producenterne har udnyttet deres produktionskapacitet. Det har man ingen reelle tal for. I stedet for har man været alternativ og som produktionskapacitet benyttet følgende med Kommissionens egne ord i note 48: "De opgivne kapacitetstal er baseret på den samlede mængde i licenserne og ikke på den fysiske kapacitet for fiskehold i de bassiner, der benyttes af producenterne i Fællesskabet." Det vil sige, at jo flere licenser der er udstedt, jo lavere bliver kapacitetsudnyttelsesprocenten, som i en note (48) opgives til at være 43 procent i 2000, 48 procent i 2001, 50 procent i 2002 og 55 procent i 2003. Udenforstående eller flygtige læsere af forordningen vil derfor få den opfattelse, at man kun udnytter halvdelen af produktionsapparatet, medens det lige så vel kan skyldes, at der er udstedt for mange statslige licenser! Rent statistikrytteri I en note (24) anføres: "I forhold til produktionen i Fællesskabet faldt importen fra 254 procent i 2000 til 235 procent i 2001, men er derefter igen steget til 239 procent i 2003. Dette udgør et fald i sammenligning med 2000, men efter et dyk i 2001 har der hvert år siden været en stigning i importen i forhold til produktionen. I 2003 var der endvidere en absolut stigning i importen på 15 procent, en meget større stigning end i tidligere år". Jeg har ud af de samme statistikker udregnet, at stigningen i produktionen i EU fra 2002 på 168 374 tons til 2003 på 190 903 tons, var på næsten samme niveau, nemlig 13,4 procent. Ud fra disse tal konkluderer Kommissionen ikke desto mindre: "På grundlag af oplysningerne om importen fra 2000 til 2003 konkluderes det, at importen for nylig er steget pludseligt, kraftigt og betydeligt, både i absoluttet tal og i forhold til produktionen." Det er muligt, det er pludseligt, men det er i hvert fald ikke kraftigt og betydeligt. Jeg vil kalde det marginale markedsudsving. Dette bekræftes næsten i note 32, hvor det anføres: "Importens markedsandel fald fra 73,5 procent i 2000 til 71,9 procent i 2001 og lå nogenlunde stabilt på dette niveau i 2002 (72 procent). I 2003 øgedes importens markedsandel fra 72,0 procent i 2002 til 73,9 procent, hvilket var en stigning på 1,9 procentpoint til det højeste niveau i den betragtede periode." Laks, hidrørende fra import, har altså kun øget markedsandelen i EU marginalt. Det var ren statistik. Så kommer vi til de mere følelsesmæssige betragtninger eller politiske om man vil. Det hedder i note 122: "Fællesskabsproducenterne har en samlet årlig omsætning på over 500 mio. EUR og beskæftiger direkte 1450 personer, hvortil kommer, at de skønnes indirekte at støtte yderligere 8000 arbejdspladser i forarbejdningssektoren og andre sektorer. De er en del af en vigtig vækstindustri, hvis produktion er fordoblet mellem 1995 og 2001. De har en stadig mere effektiv produktion af en vare, for hvilken der er et voksende marked både i Fællesskabet og på verdensplan. De er levedygtige og konkurrencedygtige under normale markedsvilkår og udviser stigende produktivitet". Om de medarbejdere, der netop er fyret i Hirtshals og flere vil givet komme til, hvis dette planøkonomiske vidunder gennemføres, hedder det blandt andet indirekte i en kort note: (130) "Hen ved 100 000 arbejdere er beskæftiget i fiskeforarbejdningssektoren i Fællesskabet, og kun en lille del af disse er ansat i forbindelse med forarbejdning af opdrættede laks. Der er ikke fundet bevis for, at eventuelle foranstaltninger vil føre til et fald i beskæftigelsen i Fællesskabet." Det rene vrøvl Hvor har Kommissionen dog disse oplysninger fra? Det er i bedste fald det rene vrøvl, hvilket de foretagne fyringer i Hirtshals bekræfter. Når en EU-produktion af laks på 190 000 tons kaster 8000 arbejdspladser af sig i Skotland og Irland, så må en import på 455 000 tons, alt andet lige, vel kaste mellem 20.000 - 30.000 arbejdspladser af sig. Her kunne Kommissionen, så let som at klø sig i nakken, have indhentet de konkrete tal for, hvor mange der er beskæftiget med håndtering af importerede laks i EU, lige fra import til salg til slutbruger. I note 124 hedder det: "De områder, hvor der foretages lakseopdrætning, er som regel afsides beliggende - hovedsagelig i kystområderne ved Vest- og Nordskotland og på Irlands vestkyst. Der er begrænsede beskæftigelsesmuligheder, og den økonomiske aktivitet, der tilvejebringes af lakseopdrætning, udgør et vigtigt bidrag til disse lokale økonomier. Uden dette bidrag ville mange små lokale virksomheder, der leverer varer og tjenesteydelser til fællesskabsproducenterne og deres ansatte, ikke længere være levedygtige. Det er derfor i de afhængige erhvervsgrenes interesse, at der træffes effektive endelige foranstaltninger." Nøjagtig de samme argumenter kan anvendes om virksomhederne i Nordjylland. Løser ikke problemerne Når alt dette er sagt, er jeg sandt at sige ikke nogen stor tilhænger af Norges ageren på laksemarkedet. Norge har i årevis postet penge en erhvervsgren, der overproducerer. I de sidste 15 år har der næsten uafbrudt været iværksat forskellige EU-ordninger, der skulle regulere importen af norske laks til EU. Hvorfor ikke efterhånden betragte det som en kendsgerning, at laks produceres i Norge, håndteres i Danmark og spises i hele EU? Nu indføres i stedet en kompliceret ordning bestående af kontrolmyndighedernes indsigt med importpriser, toldkontingenter, tillægstold og sikkerhedsstillelse ved import. Ordninger, der skriger efter omgåelser og svig. Ordninger, der ikke løser problemerne, men rammer industrier i EU. Industrier, som altid har baseret sine produktioner på laks fra Norge. I en af de tidligere forordninger gjorde Kommissionen en undtagelse med den import, der fandt sted til de store røgerier i Tyskland, Holland og Frankrig. Et såkaldt to-prissystem. Det fremgik ganske vist ikke af forordningen, men var vel et spørgsmål om at tælle til 15. Ellers må Kommissionen, der jo anfører, at foranstaltningerne ikke vil berøre beskæftigelsen i EU, jo have en forventning om, at de virksomheder i EU, der håndterer laks, omlægger deres bestillinger til nogle forblæste farme i Skotland og det vestlige Irland. De får travlt de 1193 personer, der er beskæftiget der!