Retspleje

Laksekrigens uskyldige danske ofre

Det går hårdest ud over børnene, siger arbejdsløs i fiskeindustrien

HIRTSHALS:Under et besøg i Esbjerg i dag vil EU's fiskerikommissær Joe Borg blive præsenteret for en truet art: Danskere, som forarbejder norsk laks. Borg kunne også have valgt at besøge 50-årige Marcus Klein, der i november blev ledig efter ni år på Vestlax i Hirtshals. - Jeg har aldrig prøvet at gå arbejdsløs før. Selvfølgelig rammer det hårdt, og naturligvis mangler vi pengene, men det værste er følelsen af, at virksomheden ikke længere kan bruge mig, siger Klein, der har tre børn med sin samlever. - Det går hårdest ud over børnene, at jeg har mistet mit arbejde. Hvis de skal til et idrætsstævne, kan de ikke få de samme penge med som tidligere. Det er hårdt, siger han. - Jeg holder stadig kontakt til virksomheden og kommer der som regel en gang om ugen. Jeg håber stadig på, at de kan bruge mig, og mere kan jeg ikke gøre. Jeg kan da godt se, at mulighederne ikke bliver bedre, hvis EU belægger norske laks med en ekstra straftold, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal beskæftige mig med. Min far var fisker, og mine tre brødre er eller har været fiskere. Jeg har arbejdet med fisk hele mit liv og har aldrig haft lyst til andet, siger han. Marcus Klein spås følgeskab, hvis, eller snarere når, EU skærper kursen over for Norge med en ny straftold. Hirtshals er hjemsted for 40 procent af de 2500 danskere, som er uskyldige gidsler, fordi de lever af at forarbejde norsk og færøsk laks. De skal i forvejen konkurrere med lave lønninger i Polen. En udflytning var eksempelvis på bane, da A-Fish i Skagen 8. april sendte 90 timelønnede laksearbejdere hjem på ubestemt tid, selvom den officielle begrundelse var EU's restriktioner på norsk laks. I Hirtshals var der på Vestlax, som nu er norskejet, 630 medarbejdere i fabrikkens velmagtsdage. I dag er der cirka 125. Nogle af bygningerne er sat til salg. - Hirtshals ligger tæt på Norge, så det var nærliggende for nordmændene at sende laksen hertil. Derfor har flere virksomheder også bevidst valgt at satse på laksen, siger Hirtshals Kommunes erhvervschef Jørn Munk Nielsen. Kommunen har svært ved at tilbyde andre job. - Der kan blive tale om lidt sæsonarbejde, når matjes- og makrelsæsonen går i gang senere på foråret, mens ellers er de andre dele af fiskeribranchen jo ramt af kvoter, siger han. I Hirtshals finder man også indehaveren af OH Fiskeeksport, nordmanden Ole Hatlebak. Han er vred og frustreret. - Det her er storpolitik, der kun skal gavne Tony Blairs valgkamp og beskytte 1200 arbejdspladser i Skotland og Irland, siger Hatlebak. Han har drevet sin virksomhed i Hirtshals i 21 år og byggede for tre år siden en helt ny fabrik. Nu er den truet af lukning og kan i bedste fald udvikles til en ren handelsvirksomhed, siger han. - Vi har været oppe på 70 medarbejdere i produktionen plus otte-ni i administrationen. I dag er der mellem syv og 12 tilbage i produktionen, og jeg forventer, at vi bliver nødt til at skære yderligere, siger Hatlebak, der også er medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening. Han peger på det groteske i, at EU beskytter nogle få arbejdspladser i skotske og irsk lakseopdræt, men samtidig gør det af med tusinder af forarbejdningsjob i Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland. - Det er min helt klare vurdering, at skotterne skyder sig selv i foden, for hvis ekstratolden vedtages, må forarbejdningsvirksomheder i hele EU lukke, og hvor skal skotterne så sende deres laks hen, siger han.