Laksesoufflé til jubilæumsmiddagen

Stadig billetter til jubilæumsfesten i Nibehallen

Nibe 2. september 2002 08:00

NIBE: Af de 700 billetter, der er sat til salg til Musik i Nibe's og Lions Club Nibe's store jubilæumsfest fredag 27. september i Nibehallen, er der nu solgt godt 400, og arrangørerne tror på, at de sidste 300 vil blive solgt, inden det går løs med denne folkets fest for Nibes 275 års byjubilæum. - Det løber fint rundt, hvis vi får solgt 600 billetter, men der er sørget for plads til de 700, oplyser Thorvald Odgaard fra Musik i Nibe, der står for den musikalske bemanding samt planen for hallens udsmykning. Denne kommer ifølge Thorvald Odgaard til at række et stykke op over tidligere projekter, og selv om han ikke vil oplyse alt endnu, så løfter han dog en flig af sløret og afslører, at loftet i den store hal, hvor festen finder sted, vil blive sænket ved hjælp af massevis af farverige paraplyer. Det musikalske giver også løfter om en særlig oplevelse til gæsterne. Omkring en halv snes bands, alle lokale med rødder i Musik i Nibe, vil sørge for, at der bliver guf til øregangene og inciterende rytmer til de danselystne efter en overdådig middag, som medlemmer af lionsclubben vil sørge for bliver serveret. Man skal altså ikke på rundtur omkring en buffet for at få stillet sulten. Middagen består af laksesoufflé indbagt i butterdej med rejer og dressing, krydret nakkefilet, sesamstegt kyllingefilet med tranebærkompot, pommes rissolles og skysauce og til dessert frugttærte med cremefraiche, cremfyldte vandbakkelser samt til slut kaffe. Mange bands Nibe Big Band indleder den musikalske del af jubilæumsfesten, hvorefter det går løs med Ja Da Band, Supply, Safti Duo, en lokal pendant til Safri Duo. Så går det ellers løs med dansemusikken, og her spiller efter tur Bats, Hairlosers, Boing/Cute, Bongoes, Millinium, og The Local Las Vegas Rock'n Roll Show. - Jeg synes, det er virkelig flot, at en by som Nibe kan holde sådan en fest med så mange bands, der alle kommer fra byen, siger Thorvald Odgaard, der sammen med sin kollega fra Musik i Nibe, Hugo Michelsen, lader det rygte slippe, at selveste Elvis, kongen af rock'n roll, har givet løfte om at dukke på scenen. Jo, kongen lever skam stadig et eller andet sted. De to musikkoryfæer, der begge var med i flere musikalske 60' er-sammenhænge i fødebyen, fortæller, at hvert band har tre kvarter til rådighed, og alle skal benytte det samme anlæg, så aftenen ikke bliver afbrudt af trælse pauser, når et nyt band skal på. I øvrigt falder festen sammen med Bongoes 40 års jubilæum, hvilket formentlig også vil sætte præg på aftenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...