Terrorisme

Lalandia evakueret efter bombetrussel

To dage i træk blev feriecentret Lalandia i Rødby ramt af en bombetrussel

Arkivfoto

Arkivfoto

LOLLAND:Hunde og politibetjente undersøgte feriecentret Lalandia i Rødby på Lolland efter en bombetrussel lørdag, og natten til søndag blev alarmen afblæst.

- Politiet er nu færdig på stedet - ingen bombe fundet, og der kan igen åbnes for alle aktiviteter i morgen tidlig, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Feriecentret i Rødby blev lørdag eftermiddag kl. 17.35 evakueret efter en bombetrussel. Det var anden gang på to dage, at Lalandia blev udsat for en sådan trussel.

Fredag afleverede en person et brev i en mellemgang mellem feriecentrets reception og en restaurant, hvori der stod, at der ville sprænge en bombe.

Det samme skete lørdag - kun med en lidt anden ordlyd.

- Der er ikke nogen, der ser den bliver lagt, men der er ikke nogen tvivl om, at den er blevet lagt i løbet af eftermiddagen, hvor der ikke har været nogen til stede, sagde vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen, til Ritzau.

- I forbindelse med, at restaurationen gør klar til aftenåbningen, bliver man opmærksom på den seddel, der ligger der, og den har selvfølgelig ikke ligget der tidligere, så havde man jo set den, sagde han tidligere lørdag.

I forbindelse med fredagens bombetrussel er det endnu ikke blevet opklaret, hvem der afleverede brevet. Men politiet er fortrøstningsfuldt i forhold til at finde frem til gerningsmanden, da der er videoovervågning i receptionen.

- Vi har kigget på det hele dagen, og vi er fortsat i gang med det. Og nu har vi så andre folk, der kigger på det fra i dag for at se, om der var noget sammenfald og for at se, om der er et eller andet, der lyser op, sagde Stefan Jensen.

Den vagthavende mindes ikke, at der tidligere har været en lignende hændelse med to bombetrusler to dage i træk det samme sted.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst