Lampard og Bent skaffer engelsk pligtsejr

England vandt 2-0 ude over Wales i kvalifikationen til EM i 2012. Frank Lampard og Darren Bent scorede målene.

Aaron Ramsey og Wales kunne ikke stille noget op overfor de engelske storfavoritter. Foto: Scanpix

Aaron Ramsey og Wales kunne ikke stille noget op overfor de engelske storfavoritter. Foto: Scanpix

John Terry var tilbage som anfører, da England lørdag vandt 2-0 på udebane over nabolandet Wales i Cardiff. Den engelske landstræner Fabio Capello havde valgt at gøre Chelsea-spilleren til permanent kaptajn efter et år i skammekrogen. Fraværet som anfører skyldtes, at det kom frem i engelske medier, at Terry skulle have været utro med landsholdskollegaen Wayne Bridges eks-forlovede. Men den illoyale adfærd er nu tilgivet og fortid på det engelske landshold. Allerede efter seks minutter tog John Terry et stort ansvar, da han modigt løb hele vejen op ad banen og spillede Ashley Young fri i feltet. En Wales-spiller fældede Young, og dommer Olegario Benquerenca pegede på pletten. Terrys klubkammerat i Chelsea Frank Lampard bragte England sikkert foran på det efterfølgende straffespark. Darren Bent udbyggede føringen efter et kvarter, og så var den kamp reelt afgjort. Igen var det Ashley Young, som var arkitekt bag målet med en fornem assist. England avancerer til gruppe G's førsteplads med 10 point efter fire kampe, hvilket er samme pointantal som Montenegro, som dog har en væsentligt ringere målscore. Wales indtager fortsat gruppens sidsteplads med fire nederlag i fire kampe. /ritzau/