Landbetjent plaffer rygte ned

Sindal slipper formentlig ikke af med Peer Jensen de næste 18 år

SINDAL:- Rygterne om min død er stærkt overdrevne, lød det engang fra Mark Twain, og nu kan landbetjenten i Sindal delvis genbruge den ofte citerede sætning. Maren i Kæret og et par af hendes bekendte har således sendt en and på vingerne, men den lokale sherif Peer Jensen, som vel har en af de hurtigste hænder i pastoratet, har trukket sit våben i et forsøg på at plaffe anden en alen under overfladen i den lokale andedam. - Sommerens varme har tilsyneladende givet grobund for et rygte om, at jeg har fået andet arbejde og skal flytte. Seneste tilføjelse til rygtet at min afløser allerede er begyndt som landbetjent, siger Peer Jensen til NORDJYSKE. Hus til salg - Borgerne har selvfølgelig krav på at vide, hvor politiet findes, og hvem de skal rette henvendelse til og jeg skal hermed klart afvise, at jeg har eller har haft planer om at skulle skifte arbejde eller flytte, fastslår landbetjenten. Et kvalificeret gæt på, hvorledes snakken kan være opstået er, at Peer Jensens forgænger i jobbet, navnebroderen Per Korsholm, tidligere på året satte sit hus til salg, og så er det formentlig i en eller anden sammenhæng blevet bemærket, at "har du set, at landbetjenten skal flytte". - Det er så blevet fordrejet til, at jeg skulle flytte, siger Peer Jensen. - Med hensyn til den nye afløser, er det således, at jeg i forbindelse med ferie har kolleger til at varetage hastende sagsbehandling, ligesom kollegerne i Hirtshals af og til er behjælpelige med efterforskning i eksempelvis voldssager, når jeg er booket op og har skuffen fuld af sager, forklarer Sindals landbetjent. En fjer Peer Jensen har haft jobbet som landbetjent i Sindal i efterhånden en håndfuld år, og har på intet tidspunkt fortrudt, at han og familien og kom til Sindal Kommune. - Og med de nuværende efterløns- og pensionsregler har jeg til sinds at fortsætte de næste godt og vel 18 år, siger landbetjenten, som dermed håber, at fem høns nu er blevet til en fjer. - Så er den and vist skudt ned - fredningstid eller ej, lyder meldingen fra den lokale ordensmagt.