Landbetjenten i Hals

Politi 14. januar 2003 07:00

Født i Århus fastelavns søndag 4. februar 1940. Boede i Århus sammen med en stor del af sine ni brødre og sin ene søster indtil han fyldte 19. Aftjente sin værnepligt i det Slesvigske Fodregiment i Haderslev, men blev træt af at blive vækket af sergenten, der sparkede døren op og pustede i en fløjte. Udstationeret i Nymindegab, hvor han mødte sin første kone. Blev gift og fik en datter i 1961. Forholdet til moderen holdt i 10 år. I 1961 begyndte han at arbejde ved postvæsnet og i en periode sorterede han post på toget, der kørte mellem Århus og Aalborg. Kom ind på politiskolen i august 1965. Blev tilknyttet Københavns Station 8 i Nordvest kvarteret. Mødte sin nuværende kone, Jette Pedersen, som havde administrativt arbejde på politigården og blev gift med hende i 1970. Fik to børn sammen med hende. En dreng, som i dag er oversergent og 26 år og den pige på 34, der er chef på Falcks vagtcentral i Brønderslev. Arbejdede i Rigspolitiets Sædelighedsafdeling fra 1969-1971. Herefter flyttede familien til Frederikssund, hvor han arbejdede som politiassistent i syv år. Flyttede til Narsaq i Grønland i 1979 og arbejdede som stationsleder deroppe indtil 1982. Samme år søgte han en stilling på Samsø, som han ikke fik, fordi den tidligere betjent ønskede at blive et år endnu. Søgte stillingen som landbetjent i Hals i august 1982 og fik den. Herefter flyttede han og familien ind i tjenesteboligen på Torvegade 7. I 1991 droppede politiet tjenesteboligordningen og Uffe Pedersen og hustruen fik lov til at købe et andet hus, Strømergården på Fjordgade 1, som de også bor i den dag i dag. Samme år blev han valgt ind i byrådet i Hals for sin egen upartiske liste T. Han fik 466 personlige stemmer. Til sammenligning fik borgmesteren Evald Martinsen 534 stemmer. Uffe Pedersen sad i byrådet fra 1990 til 1994. Ved udgangen af februar måned 2003 går han på pension som landbetjent. Han holder sin officielle afskedsreception på rådhuset i Gandrup 17. januar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...