Landboauktionen i Aarstrængt af nye naboer

Bygningerne er sat til salg. Landboauktionen vil efter 52 år flytte fra Markedsvej. Ejerne leder i første omgang efter en anden placering i Aars

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På en ty­pisk fre­dag er der mel­lem 230 OG 300 dyr un­der ham­me­ren. AR­KIV­FO­TO

AARS:En tradition står for fald. I over 50 år har landmand fra store dele af landet fragtet dyr til landboauktionen i Aars, hvor de er kommet under hammeren. Det kan imidlertid snart være slut. Bygningerne på Markedsvej er sat til salg. - Det er rigtigt, at vi leder efter en køber, bekræfter landboauktionernes formand Torben Bach. Han understreger samtidig, at det ikke er intentionen at lukke aktionen. De to ugentlige aktioner i Aars er sammen med landboauktionen i Brørup de eneste tilbage i hele landet. - Men tiden er nok løbet fra placeringen på Markedsvej, siger Torben Bach. Med beslutningen om at flytte Kvickly til det gamle baneareal og de øvrige planer for området, ligger det lige for, at landboauktionen bliver klemt fra alle sider, vurderer Torben Bach. - Der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at opleve en øget trafik i området i de kommende år. For ikke at medvirke til trafikalt kaos og for ikke at blive lukket inde, arbejder vi i stedet på at finde et andet sted, påpeger han. Endnu er der ingen konkret køber til bygningerne som ejes af Vesthimmerlands Landboforening og Nordjyske Familielandbrug, der i fællesskab står bag landboauktionen. - Men der er ingen tvivl om, at landboauktionen har en af de sidste rigtigt attraktive beliggenheder i midtbyen, konstaterer Torben Bach, der understreger, at bygningerne ikke bliver solgt for enhver pris. - Vi vil jo nødig derfra med gæld, og vi skal også have råd til at bygge noget nyt, siger han. I første omgang leder auktionen ejere efter nyt husly i Aars. - Vi skal først og fremmest finde en placering, hvor vi ikke ligger i vejen, og hvor der er gode tilkørselsforhold. Landboauktionens fremtid behøver dog ikke nødvendigvis ligge i Aars. - Det er klart, at en god pris for grunden giver os nogle muligheder for at kigge os omkring, siger Torben Bach. Det er 52 år siden landboauktionen åbnede i Aars. Og der er stadig et behov for at sælge dyr på dén gammeldags måde, mener Torben Bach. - Der er også den ekstra sikkerhed, at alle dyr, der bliver solgt på en landboauktion er tilset af en dyrlæge. Det øger sikkerheden for, at der ikke bliver flyttet sygdomme mellem ejendommene, påpeger han. Omsætningen har da også været stigende i de senere år. - Ikke fordi, der bliver solgt flere dyr på auktionen, men fordi priserne har været gode, siger Torben Bach. Aars Landboauktion har på en typisk fredag mellem 230 og 300 dyr under auktionarius Mogens Søndergaard Jensens hammer.