Landbobank med næse for penge

RINGKØBING:Flere kunder i banken og en veloverstået fusion med Tarm Bank har fået det til at klinge i Ringkjøbing Landbobanks kasse sidste år. Den vestjyske bank kom ud af 2002 med et overskud på 209 mio. kr. før skat, hvilket er en fremgang på 35 procent i forhold til 2001. På den egentlige bankdrift, hvilket er indtægter minus udgifter og tab samt hensættelser, tjente banken 179 mio. kr. - en stigning på 21 procent. Halvdelen af fremgangen kan direkte relateres til opkøbet af Tarm Bank - den resterende kommer fra den øvrige vækst i banken. Ringkjøbing Landbobanks udlån steg sidste år med 29 procent til 4,57 mia. kr., mens indlånene steg med 28 procent til 3,7 mia. kr. i forhold til året før. Trods stigningen i udlån har banken ikke sat flere penge til side til dårlige tider. På kontoen tab og hensættelser på kunder hensatte banken sidste år 23 mio. kr., hvilket er det samme beløb som året før. Den vestjyske bank regner med, at fremgangen fortsætter i år. For hele 2003 forventer man et overskud før skat på mellem 200 og 210 mio. kr. /ritzau/