Udland

Landbruget: EU-budget kan blive et samfundsproblem

Landbrugsjord vil blive mindre værd, og det kan ramme hele samfundet, siger landbruget om EU's budgetaftale.

Landbruget: EU-budget kan blive et samfundsproblem

Der vil stadig blive fodret grise, malket køer og sået marker. Men EU's frontalangreb på landbruget efterlader landmændene med færre midler til investeringer, og den amputerede landbrugsstøtte kan blive et samfundsproblem.

Sådan lyder meldingen fra interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, efter at EU's statsledere fredag landede en aftale om unionens budget for de kommende syv år.

Budgetaftalen betyder, at landbrugsstøtten i EU barberes med i alt 10 procent. For Danmarks vedkommende ryger hele 20 procent, når dansk landbrug fra 2014 må nøjes med 5,6 milliarder kroner mod de hidtidige syv milliarder.

- I runde tal betyder det, at hver landmand får 500 kroner mindre i tilskud per hektar. Og en gennemsnits mælkeproducent vil miste omkring 200.000 kroner, siger direktør Søren Gade og tilføjer:

- Så kan man spørge sig selv som borger, hvad det rager én.

Men det betyder, at landbrugsjorden falder i værdi, og det kan blive et samfundsmæssigt problem. Mindre tilskud per hektar vil nemlig betyde nedskrivninger, som mindre banker sandsynligvis ikke kan håndtere, forklarer han.

- Det er jo ikke sikkert, at de mindre banker har pengene til at lave flere hensættelser, siger Søren Gade, der repræsenterer omkring 141.000 landbrugsmedarbejdere.

En anden knast i budgettet er ifølge Søren Gade, at de 27 medlemslande frem over kan flytte op til 15 procent af den egentlige landbrugsstøtte over i de såkaldte landdistriksmidler.

Den danske regering kan dermed flytte en milliard kroner, som landmændene så skal søge om at få del i, hvis de planlægger udviklingsprojekter på deres landbrug.

- Vi håber selvfølgelig ikke, at regeringen vælger at flytte den milliard. Det vi i forvejen mangler, det er penge at investere for, fastslår Søren Gade.

Han appellerer desuden til regeringen om at forbedre landbrugets rammevilkår, som, han mener, er hæmmende for konkurrenceevnen.

Landbrug og Fødevarers medlemmer står i dag for 20 procent af den samlede danske eksport, svarende til 120 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst