Fødevarer

Landbruget vil i kontakt med byfolk

SÆBY:Sæbynitterne får næste lørdag, den 14. juni, i fire timer fra kl. 9 lejlighed til at stifte bekendtskab med nutidens landbrug. Så rykker landbruget nemlig med dyr, folk, maskiner og aktiviteter ind for at vise byens befolkning det moderne landbrug. - Her bliver nok at opleve for børn og voksne, garanterer landbrugs-informationschef Anne-Marie Glistrup. Der kan eksempelvis fås svar på spørgsmål som: Hvad æder en ko og en so? Hvordan ser koen og kalven ud i virkeligheden? Kan man lege sjovt i korn? - Der bliver også lejlighed til at høre om 4H's aktiviteter og at se traktorer af både ældre og nyere dato foruden en specialbygget træk-traktor for motorfreaks fra både by og land. Man vil kunne opleve det moderne landbrug på tæt hold og få en snak med en landmand om fødevarer, dyrevelfærd og miljø. De første morgenfriske kan få serveret mejerigtig morgenmad med Landbruget og Sæby Handelsstandsforening som værter. Landmand Niels Kr. Oien, Hørby, står for arrangementet sammen med LandboNord kreds 2 og Try Landbrugsskole. - Vi vil gerne i kontakt med byens befolkning, understreger han. Vi deler jo den daglige mad. Vi laver den, og forbrugere spiser den. Vi har fælles interesse i, at det er ordentlige produkter. Vi vil fortælle, hvordan vi arbejder i det moderne landbrug og dermed synliggøre en af Nordjyllands store arbejdspladser, nemlig de mange landbrug.