Landbrugselev kræver erstatning for smitte

En tidligere landbrugselev fra Nordjylland kræver erstatning af sin arbejdsgiver, fordi hun blev smittet med bakterien MRSA i den svinestald, hvor hun arbejdede.

Ifølge P4 Nordjylland pådrog landbrugseleven sig den multiresistente stafylokokbakterie, da hun i 2008 var i lære hos en svineavler fra Dybvad. Den unge kvinde er rask smittebærer, hvilket betyder, at hun ikke har været syg af bakterien, men hun har haft en række ubehagelige bivirkninger af den medicinske behandling, der skal fjerne bakterien fra kroppen. Multiresistente bakterier kan ikke bekæmpes med de gængse typer penicillin. Eleven stoppede uddannelsen til landmand, da hun blev smittet og ville væk fra svineerhvervet, da hun gerne ville af med smitten. Derfor kræver hun erstatning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Gårdejerens forsikringsselskab har tilbudt en erstatning på 19.000 kroner, men det har den tidligere elev og hendes fagforening 3F i Aalborg afvist som alt for lidt. - Det synes vi, fordi sagen har haft så store personlige konsekvenser for vores medlem. Vi har intet at tabe, siger Lars Mark Jensen, formanden for Grøn Gruppe i 3F Aalborg. Ifølge eleven har hun brugt fire år på en uddannelse, hun ikke kan bruge til noget. Gårdejeren har ingen kommentarer, så længe erstatningssagen kører.

Forsiden