EMNER

Landbrugskunder skal sælges med rabat

Finansiel Stabilitet overvejer, hvordan man gør bankens mange landbrugsudlån mere appetitlige for de mulige købere.

Fra venstre direktør for afviklingsbanken på Mors, Visti Nielsen, bestyrelsesformand Ole Jørgensen og afgående direktør Torben Sørensen. Foto: Torben Hansen

Fra venstre direktør for afviklingsbanken på Mors, Visti Nielsen, bestyrelsesformand Ole Jørgensen og afgående direktør Torben Sørensen. Foto: Torben Hansen

Problemet er nemlig, at landbruget som branche får selv den mest købelystne bankdirektør til på forhånd at ryste i bukserne. - Næsten uanset den faktiske kvalitet af det enkelte landbrugslån, så er landbruget simpelthen en branche, som de fleste banker ikke ønsker at låne flere penge ud til, heller ikke gennem opkøb, og derfor må vi være kreative, siger Ole Jørgensen, der er bestyrelsesformand i Fjordbank Mors af 2011. Gælder ikke de svageste Ole Jørgensen skelner i den forbindelse mellem flertallet af landbrugskunder og den gruppe af landmænd, der har rigtig tunge økonomiske problemer, som ikke bare går væk, hvis konjunkturerne i landbruget går frem. - Den sidstnævnte gruppe kan vi ikke forvente at få solgt, og de skal nok afvikles af os, siger han. Resten af afviklingsbanken landbrugskunder er ifølge Ole Jørgensen principielt salgbare til et andet pengeinstitut. - Men vi er altså nødt til at overveje, hvordan vi gør vores landbrugsudlån mere spiselige for potentielle købere og overvinder deres forhåndsskepsis, konstaterer Ole Jørgensen. Overvejer prisnedslag Derfor overvejer Fjordbank Mors af 2011 at lade landbrugskunderne blive solgt med en form for rabat som en del af en samlet salgspakke. - Det er klart, at vores landbrugslån vil blive mere attraktive, hvis vi sælger dem med til nedskrevne værdier, det vil sige, at vi tager nogle tab på vores kappe, selv om nedskrivningsbeløbene ikke er tabt, siger Ole Jørgensen. Han forklarer, at det er alt for tidligt i salgsprocessen at gætte på, hvordan en salgsmodel mere konkret kan komme til at se ud.