Landbrugssager hober sig op

Flere kommunale sagsbehandlere vil imidlertid tjene sig selv ind

VESTHIMMERLAND:En kæmpe pukkel af sager om miljøgodkendelser og -tilladelser til landbruget er godt på vej til at hobe sig op på skrivebordene i kommunens plan- og miljøforvaltning. Hvis man skal til bunds i sagerne, kræver det, at der bliver tilført fem mands ekstra arbejdskraft. Det er politikerne i plan- og miljøudvalget indstillet på at finde. Udvalget lægger op til, at der hurtigst muligt ansættes fire nye sagshandlere, og resten klares ved at trække på konsulenter. Faktisk er der overhovedet ikke noget at betænke sig på, for ifølge udvalgsformand Knud Kristensen (K) vil det ikke koste kommunen noget at ansætte de nye sagsbehandlere. Der er nemlig kommet ny lovgivning, så kommunerne kan inddrive gebyrer hos landmændene for sagsbehandlingen. Dermed går udgifter og indtægter lige op. Den nye lovgivning trådte i kraft ved årsskiftet, samtidig med at kommunerne overtog hele sagsbehandlingen fra amterne. Mange landmænd forsøgte at få afsluttet deres sager efter de gamle regler før nytår, og lige nu ligger der kun 11 ansøgninger om nye godkendelser og tilladelser hos Vesthimmerlands Kommune. Men forvaltningen har forhørt sig hos de lokale landboforeninger, og her lyder meldingen, at kommunen skal forvente at få cirka 95 ansøgninger i løbet af 2007. Næste år vil der nok komme hele 150 nye ansøgninger. Med de nuværende medarbejdere på landbrugsområdet vil forvaltningen kun kunne afvikle en tredjedel af ansøgningerne, lyder meldingen til politikerne. - Inden for de næste to år vil der altså være nok at gøre for fire ekstra ansatte, og det bliver der sikkert også i årene derefter, siger Knud Kristensen. Udvalget budgetterer med, at de fire sagsbehandlere kan ansættes pr. 1. september. Det vil give en samlet lønudgift på cirka 490.000 kroner i år og en tilsvarende indtægt. Næste år vil lønudgiften til de fire løbe op i cirka 1,6 millioner kroner, men samtidig øges gebyrindtægterne med 1,8 millioner kroner.