Landbrugstøtten må væk

EU's landbrugsstøtte synes at være et emne, man altid kan snakke om,desværre bliver det ofte ved snakken.

Alle er enige om, at reformer skal der til, men så stopper diskussionen som oftest. Det er bestemt heller ikke en lille sag, den fylder stadigt mindst 40 pct. af EU's budget. Men hvad gemmer der sig bag disse diskussioner? Er det ikke fornuftigt at støtte mindre landbrug, der har svært ved at løbe rundt? Det er svært at svare på, for de fleste EU-lande vil ikke fortælle, hvem der rent faktisk får del i milliarderne. Sidste år offentliggjorde Danmark som det første EU-land, hvem der modtager EU-landbrugsstøtte herhjemme. Det er interessant læsning. Selv om betegnelsen "støtte" kunne lede én til at tro, at der var tale om mindre landbrug, der ellers ikke ville kunne klare sig, så er virkeligheden ofte en anden. Ikke alle modtagerne af de ca. 10 milliarder kr., der årligt gives ud herhjemme, er små. De tæller både A.P. Møller, Danisco, Danish Crown og Arla. Det er ikke sådan, at disse kun overlever i kraft af landbrugsstøtten. Langt fra faktisk. Om billedet er det samme i resten af EU kan man næsten kun gisne om, for indtil videre har kun to lande turdet følge Danmarks eksempel med at offentliggøre, hvem der får del i milliardstøtten. I Holland er det blandt andet landbrugsministeren selv, der modtager en pæn klat penge til sine store jordbesiddelser. Kaster man blikket til Storbritannien, står det helt grelt til, her er dem, der er på støtten, ikke bare store dele af landadelen, men også selveste kongefamilien – en familie, der vist ikke just kan siges at mangle penge. Når vi taler om landbrugsstøtten, er det også denne virkelighed, vi taler om. Spørgsmålet er, hvornår der bliver gjort noget ved det. Det ville være befriende, hvis EU-lederne i stedet for at skrive på fine forfatninger ville starte med at løse de helt konkrete problemer, vi har i EU. Landbrugsstøtten må siges at være et af dem.