Landesorg i Libanon

Beirut, tirsdag /ritzau/Reuters Libanon lukker ned for at sørge over mordet på Rafik Hariri. Der var sorg i Libanon tirsdag. Dagen efter, at tidligere premierminister Rafik Hariri og 14 andre blev sprængt i døden ved en kraftig bombe i den centrale del af hovedstaden Beirut, lukkede landet ned. Gaderne var stort set tomme. Skoler, butikker og kontorer lukkede i tre dage, mens der via moskeernes minareter i Beirut blev oplæst koranvers. Hæren gik i alarmberedskab. Det var fortsat ikke klart, hvem der dræbte den 60-årige milliardær Hariri, som var hjernen bag genopbygningen af Libanon efter den lange borgerkrig fra 1975 til 1990. Han gik af som premierminister i oktober sidste år, efter at han var raget uklar med Syrien på grund af den syriske rolle i forlængelsen af præsident Emile Lahouds embedsperiode. Hariri-regeringen blev afløst af en prosyrisk administration. Derpå tilsluttede Hariri sig oppositionen og dens krav om, at de 14.000 syriske soldater i Libanon skal trækkes ud, ligesom Syrien skal holde op med at kontrollere Libanons politik. Oppositionsledere i Libanon er ikke i tvivl om, at Syrien har spillet en rolle i mandagens attentat, og i en erklæring tirsdag krævede oppositionen den prosyriske regerings afgang og syriske soldater ud af Libanon. Men oppositionen undlod dog i erklæringen direkte at give regeringerne i Beirut og Damaskus skylden for attentatet. Mundtligt var det noget andet. I hvert fald sagde Walid Jumblatt, drusernes leder, at han "giver det libanesisk-syriske regime skylden for Hariris død", og så opfordrede han begge regeringer til at lade libaneserne være i fred. - Trods dette blod og denne sorg vil vi sige til dem: Vi ønsker ikke noget fra jer, forsvind, forlad os, der har været blod nok. I forvejen er det politiske liv i Libanon oppe i gear forud for parlamentsvalget i maj - et valg, hvor den syriske tilstedeværelse i Libanon er blandt de dominerende emner i oppositionens valgkamp. I Hariris fødeby, Sidon, var der i modsætning til mange andre steder i Libanon tirsdag mennesker på gaderne. Hundredvis af demonstranter var ude for at råbe slagord, der gav Syriens præsident, Bashar Assad, skylden for attentatet, sagde vidner. I Beirut stod sikkedsstyrker vagt, mens eksperter ledte efter spor på attentatstedet, hvor der er et stort krater i gaden, mens bygningsfacader er smadret. Motorblokken fra den bil, hvor bomben var placeret, blev fundet 50 meter fra stedet. Eksperter sagde, at det var en 300 kilo stor bombe, der eksploderede og dræbte 15 mennesker, mens 135 blev såret. I New York sagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, at han håber, at attentatet ikke tænder en gnist, der starter borgerkrigen igen. George Bush, den amerikanske præsident, er "chokeret og vred", sagde Det Hvide Hus i Washington og tilføjede, at USA nu vil drøfte eventuelle straffeforanstaltninger med FN's Sikkerhedsråd. Rådet skulle mødes senere tirsdag og drøfte mordet og den resolution, der kræver syriske soldater ud af Libanon. /ritzau/Reuters