Naturkatastrofer

Landesorg i Myanmar

Yangon, mandag /ritzau/AP Militærjuntaen i Myanmar erklærer tre dages landesorg for at mindes ofrene for cyklonen Nagris. Samtidig åbnes delvis op for udenlandske hjælpearbejdere. Myanmars militærregering erklærede mandag dag tre dages landesorg efter cyklonkatastrofen for 17 dage siden. Op mod 130.000 mennesker er omkommet eller savnes efter katastrofen. Landesorgen begynder tirsdag og bliver blandt andet markeret ved, at der flages på halv over hele landet. Erklæringen kom samtidig med, at nabolandet Kina havde erklæret landesorg efter jordskælvet for en uge siden og samtidig med, at militærjuntaen gav udenlandske hjælpearbejdere lov til at deltage i redningsarbejdet. I katastrofeområdet i den sydlige del af landet er situationen stadig kaotisk. Folk er i chok og mangler alt fra mad og tøj til tag over hovedet, og behovet for hjælp er enormt. Hidtil har militærjuntaen ikke ladet udenlandske nødhjælpsarbejdere komme til katastrofeområdet, men juntaen har selv ikke været i stand til at yde tilstrækkelig hjælp til ofrene. Men mandag foretog juntaen tilsyneladende en kovending og accepterede, at udenlandske hjælpearbejdere fra nabolandene kommer til landet for at hjælpe. Det meddelte Organisationen af Sydøstasiatiske Nationer (Asean) mandag efter et møde blandt ASEANs udenrigsministre i Singapore, herunder Myanmars udenrigsminister, Nyan Win. - Myanmar accepterer international assistance, sagde Singapores udenrigsminister, George Yeo. Han tilføjede, at Myanmar går med til at lade Asean koordinere det internationale hjælpearbejde. George Yeo sagde videre, at Myanmars regering anslår det økonomiske tab efter orkanen til næsten 50 milliarder kroner. Juntaen lod også chefen for FN's humanitære indsats besøge det værst ramte område i Irrawaddy-deltaet mandag. Men FN sagde, at dets stab af udenlandske hjælpearbejdere fortsat ikke har adgang til deltaet, selv om situationen er "forfærdelig", da hundredetusinde af ofre fortsat sulter og mangler husly samtidig med, at faren for sygdomsepidemier tager til. John Holmes fløj over de ramte områder i helikopter, før han returnerede til Yangon, Myanmars største by, hvor han mødtes med internationale hjælpeorganisationer. FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, får også lov til at besøge området, når ham kommer til Myanmar onsdag. En asiatisk diplomat, der ikke vil have sit navn frem, sagde, at mindst tre asiatiske repræsentanter fredag får lov til at besøge katastrofeområdet for at danne sig et overblik over situationen. En talsmand for FN, Amanda Pitt, der befinder sig i Bangkok i Thailand har sagt, at FN "ser visse fremskridt" i mulighederne for at få hjælp frem til de nødlidende, men at hjælpeoperationen fortsat er meget utilfredsstillende. /ritzau/AP