Landets ældste

Thyra Kongsø, Plejehjemmet Himmelev Gl. Præstegård, fylder i dag 108 år.

Dermed er Thyra Kongsø Danmarks ældste kvinde, og da der ikke er nogle mænd, der gør hende rangen stridig, er hun også landets ældste menneske, skriver Dagbladet Roskilde. Hun skulle op i en alder af 103, før hun i marts 2004 overhovedet flyttede på plejehjem efter at have boet i mange år i København. I dag er hørelsen ikke, hvad den var engang, men ud over det er Thyra Kongsø, ifølge plejehjemmets leder, ikke mere end almindeligt mærket af sin imponerede alder. Thyra Kongsø mener ikke selv, at hun har levet sundere end andre eller gjort magiske ting, der har forlænget hendes alder. Så opskriften på et langt liv kan hun ikke lige give videre. - Nej, den ville jeg også gerne kende, konstaterer hun. I dag skal hun fejre dagen med sin familie, og menuen står helt efter fødselarens ønske på suppe og æbleskiver. /ritzau/