Kirkepolitik

Landets frihed sat under pres

Den danske folkekirke er den evangelisk-lutherske kirke og understøttes som sådan af staten. Nogenlunde således står det i Grundloven; Grundloven, som alle danske er forpligtede på, og som skaber den rette ramme om det danske samfund. Der står tydeligt, at folkekirken ikke er staten; men at staten skal understøtte folkekirken, når den er evangelisk-lutherske, og denne formulering smitter også af på staten, som således er af evangelisk-luthersk farve. At den altså er en værner af friheden, herunder også forkyndelsesfriheden. Nu har staten - på grund af økonomisk rod i Kirkeministeriet og ikke i selve folkekirken - udstedt ansættelsesstop for præster. Det betyder, at menighederne ikke kan vælge en person til at varetage forkyndelsen og sakramenternes forvaltning. Menighederne, som er helt uden skyld i den økonomiske situation. Staten har knægtet forkyndelsesfriheden. Har blæst det evangelisk-lutherske præstedømme, hvor det er menighederne, der selv dømmer om forkyndelsen, en lang march. Forholdet mellem kirke og stat har her lidt stor skade, og enhver redelig borger må råbe vagt i gevær, for staten har her overtrådt sine beføjelser i hidtil uset omfang. Det evangelisk-lutherske, som staten er forpligtet på, er trådt under fode og har langt større rækkevidde end blot en manglende ansættelse af præster i sognene, for staten gør sig her til en selvstændig størrelse med totalitære tendenser, og respekterer ikke menighedernes, det vil sige forsamlingen af barnedøbt i sognenes, ret til at kalde den præst og dermed den forkyndelse de ønsker. At statsmagten overhovedet kan tænke sig at gøre det, den har gjort, er dybt bekymrende. Enten kender man i forvaltningen slet ikke til friheden i det evangelisk-lutherske, hvilket er alvorligt nok, eller også er man ligeglad, også er fanden for alvor løs. For så har staten sat sig til dommer over Guds ord, hvilket ellers kun tilkommer Antikrist. Opgaven i den nuværende situation er, at menighederne, og de folkevalgte, som man har valgt at lade sig repræsentere af i menighedsrådene, råber op; både med hensyn til, at man ikke længere kan kalde den præst, man vil, til at forkynde Guds ord i sognet, til at døbe sine spæde og til at tale nådens ord over de kære afdøde, men også med hensyn til, at samfundets generelle opbygning på evangelisk-luthersk grund er ved at blive sat ud af spil, og at staten er ved at gøre sig til en selvstændig størrelse i samfundet. Praktisk er menighedernes frihed sat ud af kraft, og principielt er landets frihed under pres. Derfor må vi både af hensyn til forkyndelsen og af hensyn til friheden, blæse til kirkekamp, og sætte staten på plads. Denne sag er langt vigtigere end man først aner, for ingen har tidligere knægtet det almindelige præstedømmes frihed så voldsomt som i denne sag, og det er udfra forståelsen af det almindelige præstedømme, at vi har skabt vores frihedsforståelse og vores forståelse af hvad en stat er og skal. Den danske kirkeordningen er verdens bedste, for friheden er i højsæde. Nu må vi ikke ødelægge forholdet mellem kirke og stat; men tværtimod som evangelisk-luthersk kirke tage vores ansvar alvorligt, både som barnedøbt i sognet og som borger i landet, og forholde staten, at den har overtrådt sine beføjelser og blandet sig i ting, der kan få skæbnesvanger følger for demokrati og frihed. Thomas Reinholdt Rasmussen, Skagensvej 435, Jerup, er sognepræst. E-mail: trr@km.dk