Thisted

Landets mest kendte forsamlingshusvært

Niels Højlund, der lørdag fylder 80 år, sidder forsat godt fast i danskernes bevidsthed selvom det efterhånden er 17-18 år siden, at "Højlunds Forsamlingshus" kørte som fast debatprogram på TV2.

Niels Højlund fylder lørdag 80 år.

Niels Højlund fylder lørdag 80 år.

De fleste voksne danskere husker stadig programværten, som sprang adræt omkring i studiet og stillede knivskarpe spørgsmål til de indbudte gæster. Og lørdag runder forfatteren, præsten, højskolemanden og samfundsdebattøren 80 år. Han har fortalt, at han allerede som barn - og nummer 10 af 11 søskende - lærte, at man lige så godt kunne bide smerten i sig og lade være med at tænke på den fødselsdag, der ved skæbnens ugunst har lagt sig på en så håbløs dato. "Forsamlingshusets" levetid så længe som fra 1988 til 1994 var afgjort betinget af Niels Højlunds formidlingstalent, engagement og udstråling. Han formåede at løfte debatten om små og store spørgsmål op i et højere leje. Altid seriøst fjernsyn, men humoren er også altid nærværende, når Højlund er til stede. Niels Højlund blev uddannet på Aarhus Universitet som cand.mag i historie og kristendomskundskab med eksamen i 1958. Fra 1959 til 1968 var han lærer på Askov Højskole, og efter en periode ved Grønlands Radio arbejde han som sognepræst i Ho-Oksby fra 1972 til 1978. Herfra fortsatte han til Ry Højskole, som han var forstander for frem til 1988. I de senere år har Niels Højlund holdt i hundredvis af foredrag og skrevet klummer til Weekendavisen og Kristeligt Dagblad. Højlunds ivrige deltagelse i den offentlige debat begyndte fra en position betragteligt langt ude til venstre hos SF og VS. Men gradvist har han bevæget sig over midten til en borgerlig og liberal politisk holdning. I sin bog "Bedre end fortjent" fra 2005 lægger han ikke skjul på, at livet fordrer bevægelse, og at han nærmest anser det for livsfjendsk, hvis et menneske ikke gennem årene ændrer syn på dette og hint. "Børn er en Guds gave", fastslår Niels Højlund, der har været gift to gange og er far til ni børn - otte piger og en dreng. De sidste fire piger har han sammen med sin nuværende kone, Rikke Thisted-Jensen./ritzau/