Kulturpolitik

Landets nyeste teater

Susanne Sangill og Finn Hviid Bredahl er ved at indrette teater i Hobro. Det åbner om 19 dage

Når alle vi andre står op et pænt stykke op af dagen nytårsmorgen, vakler ud og kigger os selv i spejlet, vil vi sikkert udbryde et: -Gudfaderbevares. Når Susanne Sangill og Finn Hviid Bredahl springer ud af sengen nytårsmorgen, er det for at styrte hen til spejlet i badeværelset og udbryde: "YES! Endelig teaterchef". For dem betyder årets komme nemlig, at deres fælles barn, Himmerlands Egnsteater er en realitet. Begge er de skuespillere på freelance basis i Aalborg i øjeblikket. Men har i et par år arbejdet på at få stablet et teater på benene i Hobro med Himmerland som det naturlige opland. At starte nyt teater lige nu, i en tidsalder hvor landet aldrig har været fattigere(!?!), hvor kommunerne skærer ned overalt, hvor kulturfonde er besparelsesobjekter, hvor kunstnerne står på snart sagt ethvert gadehjørne og synger klagesange, er noget af en præstation. Når det kunne lade sig gøre, skyldes det, at de to kommende teaterledere greb sagen lidt anderledes an, end man ellers ville ahve gjort. - For to år siden så vi en forestilling på Hobro Teater, som netop var blevet renoveret. "Hvorfor står dette teater og bliver næsten ikke brugt", spurgte vi hinanden. Derpå lavede vi et strategisk oplæg, og fandt frem til en masse mennesker i Hobro, som var interesserede i at høre mere, fortæller de to teaterledere som med en stemme. Når de skal fortælle om Himmerlands Egnsteater, lyder de som Rip og Rap uden Rup. Den ene starter en sætning. Den anden gør den færdig. Man fornemmer lynhurtigt, at her er nogle mennesker, der har arbejdet tæt sammen i mange år. - Vi holdt et møde med omkring 20 begejstrede himmerlændinge, og de gik så videre til kommunalbestyrelsen og sagde, at det var en god idé med et lokal teater. Det syntes det daværende kulturudvalg også. Men så kom byrådsvalget sidste år, og efter valget var der ikke længere flertal i kulturudvalget for et teater. Da sagde den nye kulturudvalgsformand, at han så ville tage sagen op i kommunalbestyrelsen, og her var det heldigvis den gamle kulturudvalgsformand, der nu var blevet borgmester, forklarer Susanne Sangill og Finn Hviid Bredahl. Herefter gik det hurtigt. Hobro havde ambition om at blive Nordjysk Kulturkommune 2003, at hvis man samtidig startede et nyt teater, ville man have gode kort på hånden for at opnå den fornemme titel. Man ville nemlig vise, at man turde satse. Med til at gøre det muligt er også, at kulturminister Brian Mikkelsen - midt i alle sine nedskæringer - også har oprettet en provinspulje, der skal sende penge ud jyder, fynboer og andre gode skatteydere, som gennem et halvt århundrede er blevet snydt så vandet driver, når kulturelle støttekroner er blevet fordelt. Himmerlands Egnsteater starter som deltidsteater i 2003. Da vil det være teater halvdelen af året. I 2004 er det teater 75 procent af året, og først i 2005 får Himmerland et egnsteater på fuld tid. Ingen af dem har fået fem flade øre i løn indtil nu. Alt har hidtil været con amore. Teatret er jo ikke startet og har dermed ikke haft bevillinger, selv om der er indrettet teaterlokaler og sendt brochure ud til alle himmerlændinge. - Det er ren og skær lyst, der har drevet os til det. Lysten til at prøve kræfter af selv. Men også lyst til at vi nu kan lave de ting, vi tror på. Vi har delt arbejdet mellem os, så Susanne bliver den kunstneriske leder, og Finn bliver administrator. Men vi kan begge spille teater, siger de. Finn Hviid Bredahl har i en lang periode været uden for skuespilleriet. Han har været i reklamebranchen, og han har været informationsmedarbejder hos Trillingsgaard i Aalborghallen. - Jeg har meget at takke Trillingsgaard for. Han har lært mig meget om kulturelt købmandsskab, siger Finn Hviid Bredahl. - Når det lykkedes os at få dette teater op, skyldes det også held. Vi har været på det rigtige sted på det rigtigt tidspunkt. Det spiller også ind, at folk flytter efter kultur i dag. De bløde værdier fra gamle dage er blevet hårde. Vi er kommet til historiefortællernes tidsalder. Folk er mere søgende efter det åndelige, og går ikke længere efter ussel mammon. Derfor skal vi også have fat i det lokale erhvervsliv som sponsorer, hvis vi skal have ekstra penge. Vi må fortælle dem, at det gør det attraktivt at være ansat i et område, hvor der er et kulturliv, siger teaterparret. Teatret starter med kun at have et par rum. De bor i Det sorte Pakhus på Hobro Havn, der hvor Ibsens Samling tidligere drev museum. Huslejen på stedet er lav: 60.000 kroner om året. Den eneste investering hidtil er 80 gode, nye stole til 65.000 kroner. Det er det eneste, teatret ejer. - Men så sidder man altså også godt. - Alt andet låner vi os til. Podier og lys låner vi af Jako-Bole Teatret, mens Aalborg Teater og Det Hemlige Teater låner os caféborde, fortæller Susanne Sangill og Finn Hviid Bredahl. I det kommende år er de ansat to gange tre måneder, og det er i de perioder, der er aktiviteter på teatret. Der er lavet en udvekslingsaftale med Randers Egnsteater, som Himmerlændingene vil bytte forestillinger med for at holde udgifterne nede. Endelig har de nye teaterledere et andet godt bud på, hvorfor de har gjort det: - Vi er revnende ligeglade med, om de ved, hvad vi laver i København. Det er bedre at være verdensberømt i Hobro end ukendt i København.