Landets topkørere dystede

Eliten inden for kørsel med heste og vogn dyster på Holtegaard

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kurt Klindt med sit flotte to-spand.

HOLTEGAARD:Imponerende så det ud, da de flotte køretøjer passerede den nyanlagte bro på Holtegaard, der i denne uge danner rammen om danmarksmesterskaberne i kørsel med heste og vogn. Rampen er bygget til lejligheden, og her havde folk i stort tal taget opstilling, for at se køretøjerne passere broen. Det er Vendsyssel Køreforening, der er vært for danmarksmesterskaberne, hvor 56 af landets allerbedste buske er med. I går var det maraton, der var på programmet. Der deltog to- og firspand for pony og for heste var der både ét-spand, to-spand og firspand. Der var tilrettelagt en rute på 17 kilometer omkring Holtegaard. Politiet regulerede trafikken i de trafikale knudepunkter på egnen. Der var fart over feltet i maratondistancen. Foruden broen var der også mange, der havde taget opstilling ved vandhullet. Det er udbygget til danmarksmesterskaberne. Rytterne styrede meget sikkert hestene gennem forhindringerne. Der var i alt otte krævende forhindringer på den 17 kilometer lange rute, som rytterne skulle passere. Forhindringerne skal passeres på mindst mulig til. Der er stil over danmarksmesterskaberne. Selv om deltagerne i går var i det, der kaldes "arbejdstøj", var de i flotte dragter, havde hvide handsker og hat på. Og kuskene hilser med hatten på en bestemt måde. - Hatten må ikke holdes som om, at nogen skal putte penge i den, forklarer Jørgen Konge. Det er planen, at den opbyggede bro, skal bibeholdes på Holtegaard til glæde for klubbens ryttere og andre, der deltager i stævner. Vejret var fint det meste af dagen, men lørdag eftermiddag blev stævnet ramt af en kraftig tordenbyge. Det ødelagde dog ikke den ellers gode stemning. Det var Jørgen Konge, der var kommentator. Til dagligt er han kusk (eller biløber) i de kongelige stalde, men har er særdeles godt kendt med køresporten. Der er allerede adskillige tusinde fra hele Danmark, der har besøgt danmarksmesterskaberne. Og i dag ventes også stort besøg. Der er etableret en stor campingplads, hvor deltagere, familiemedlemmer med flere overnatter. Onsdag aften var der en flot modtagelse på Dronninglund Slot, hvor borgmester Mikael Klitgaard og Brønderslev Kommune var vært.