Landevejskro genopstår to dage

For 100 år siden var der en hytteby, der udgjorde en landsby, i Sømosen tæt på Dronninglund. Den genoplives lørdag og søndag, hvor der er Sømosedage.

For 100 år siden var der en hytteby i mosen. Det bliver der igen. Arkivfoto: Kurt Bering

For 100 år siden var der en hytteby i mosen. Det bliver der igen. Arkivfoto: Kurt Bering

Tapløse Kro var navnet på en gammel kro ved Kongevejen. Den spillede en aktiv rolle ved afholdelse af det gamle "Hujsle Marked", der afholdtes som et kildemarked i Roldalen syd for Sømosen. Markedet blev i 1745 flyttet til Hjallerup Kro og er nu Hjallerup Marked. Tapløse Kro genopstår i Sømosen og folk fra Thorup Aktivitetshus sælger kaffe, øl, sodavand samt nogle lettere retter, der relaterer til historien. Aktiviteten er overdækket. Landsbyen er en kulisseby med en livlig landsbygade. Den illustrerer "det Gamle Thorup". I nogle af husene arbejder håndværkere ligesom der er salgsboder. På scenen for enden af bygaden bliver løbende arrangeret forskellige optræden og musik, ligesom der er mulighed for en svingom til spillemandsmusik. Ved indgangen til Landsbyen bliver der uddelt et program over aktiviteterne. Rundt i byen opsættes en række info-tavler, der beretter om mosens historie og natur. Hyttebyen illustrerer "De rejsendes hytteby" som lå i Sømosen for ca. 100 år siden. Nogle af hytterne vil være beboede. Beboerne deltager aktivt i livet på landsbygaden. Rødder og Vinger er en aktivitetsforening for hele familien. Hver måned holdes rollespil på Thorup Hede Spejdercenter, Rødder og Vinger opbygger deres egen lejr på P-pladsen ved Kirkevejen. Her laver de forskellig optræden og har opstillet boder, ligesom de medvirker med aktiviteter på Landsbygaden.