Landin fortsætter som førstevalg i EM-semifinale

Niklas Landin starter i målet, når Danmark møder Sverige i EM-semifinalen. Også Morten Olsen er med fra start.

Niklas Landin er trods svingende præstationer fortsat Danmarks førstevalg ved EM. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Niklas Landin er trods svingende præstationer fortsat Danmarks førstevalg ved EM. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen fastholder anfører Niklas Landin som førstevalg i målet i EM-semifinalen mod Sverige.

Landin er del af den danske startopstilling mod svenskerne, hvor også Morten Olsen er valgt som højre back på bekostning af Peter Balling.

Med en redningsprocent på 28 har Niklas Landin ellers ikke ramt sit sædvanlige niveau ved EM, hvor han også har skullet rette en del af sin koncentration mod en snarlig familieforøgelse.

Til gengæld har han gode minder fra sit sidste møde med det svenske landshold. I VM-kampen i Paris for et år siden var Landin med en pragtpræstation manden bag en spinkel dansk sejr på 27-25.

Truppens anden målmand, Jannick Green, har foreløbig gjort et bedre indtryk i turneringen og sidder klar på udskiftningsbænken i det skandinaviske EM-brag.

Her er Danmarks startopstilling mod Sverige: Niklas Landin - Casper U. Mortensen, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Morten Olsen, Lasse Svan, Henrik Toft Hansen.

Når Danmark skal forsvare, forlader Olsen banen og gør plads til specialisten René Toft Hansen.

Sverige har modtaget afbud fra Simon Jeppsson, der er blevet syg.

Svenskerne må i forvejen undvære sin EM-topscorer, Albin Lagergren, der har pådraget sig hjernerystelse. Johan Jakobsson har tidligere under EM forladt den svenske trup af samme årsag.

Kampen mellem Danmark og Sverige begynder klokken 20.30.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.