Landlige nordjyske banker i røveres søgelys

Danskernes behov for kontanter på lommen årsag til røverier

Røverier 1. november 2002 07:00

NORDJYLLAND: Vi vil have kontanter på lommen. Mens borgerne i de andre nordiske lande flittigt bruger kreditkort, forlanger danskerne i stor stil at kunne få rede penge i den lokale bank. Dét har røverne opdaget. De store pengebeholdninger lokker. Sidste år blev der begået 221 røverier i danske pengeinstitutter mod 64 i hele resten af Norden. For eksempel skete der kun otte røverier i Sverige. Hvert 10. af Danmarks 2200 banker og sparekasser var sidste år udsat for et røveri. Alt tyder på, at tallet ikke bliver mindre i år, og Nordjylland, som hidtil har været betragtet som et roligt sted, tegner sig for sin del af antallet i 2002. Senest er det Jerslev Sparekasse, som sidste fredag blev frarøvet godt en mio. kr. Samtidig er røverne begyndt at rykke vestpå til filialer i mindre bebyggede områder, hvor det er let at slippe væk. Det skyldes formentlig, at en række større banker i hovedstadsområdet er begyndt at sikre sig ekstra. Kontorchef i Finansrådet, Niels Crone Lyngkjær, hæfter sig ved, at Danmark har ekstremt mange kontanter i omløb. Sammenlignet med Finland, også med fem mio. indbyggere, er det dobbelt så mange kontanter i omløb i Danmark. Da Dankortet blev indført i begyndelsen af 1980'erne var kontantomsætningen på 24 mia. kr. Man ventede, at Dankortet ville være vejen til det pengeløse samfund. Denne teori holdt ikke stik. Kontantcirkulationen er i dag steget til det dobbelte, 48 mia. kr. Der er imidlertid ingen, der har et præcist billede af en typisk bankrøver. Niels Crone Lyngkjær tror, at 75 pct. af røverierne begåes af rockere eller rockerrelaterede medlemmer. Spar Nord Bank har stadig en dusør på 100.000 kr. hængende som tilbud til dem, der kan være behjælpelig med at opklare fire røverier i det østhimmerlandske område tidligere i år. Dusøren er udsat sammen med Finansforbundet, de bankansattes faglige organisation. Finansforbundets næstformand, Karen Madsen, mener, at situationen er uholdbar. Medarbejdere udsættes for et stort psykisk pres, for hvornår bliver det deres tur. Sammen med Finansrådet bliver forbundet ved med at øve pres mod justitsminister Lene Espersen for at få tilladt videoovervågning uden for bankerne. 1. sektion, side 4

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...